Weekendvejret: Sol mellem bygerne

Der vil blive brug for både paraply og parasol i weekenden, hvor søndag er bedste bud på en sommerdag.

Solen får plads mellem bygerne i årets sidste sommerweekend. August, der ifølge kalenderen er den sidste sommermåned synger på det afsluttende vers, men der er ikke noget, der tyder på, at vejrguderne overøser danskerne med varmt og solrigt sensommervejr.

- Det bliver fortsat jævnt kedeligt sommervejr med omkring 20 grader og en blanding af sol, regn og byger, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau.

Lørdag bliver det mere skyet i Jylland - temperaturerne vil også lørdag holde sig omkring 20 grader, og vinden vil aftage en smule. 

Søndag ser ud til at blive weekendens bedste bud på en sommerdag med kun nogle enkelte byger, og ellers bliver der gode solchancer, så der er trods alt plads til udendørsaktiviteter.