Frivillige skal male byen gul, når Touren suser forbi

Torsdag aften mødes frivillige fra Kolding Kommune for at udvikle flotte og sjove ideer til at pynte Tour de France-ruten gennem området næste år.

Det skal se flot ud, når cykelløbet Tour de France kommer til Danmark næste år. Især set fra helikopter, til glæde for millioner af tv-seere.

Langs den ca. 182 km lange etape fra Vejle til Sønderborg skal der søndag den 4. juli 2021 gerne opstå mere eller mindre kunstfærdige installationer, som kan give tv-seere og turister en ekstra oplevelse af det syd- og sønderjyske landskab.

Kolding Kommune stiller 300.000 kroner til rådighed  - men det er borgerne, der skal klæde byen i gult, lyder det fra Rikke Revsholm fra Kolding Kommunes kulturafdeling.

Derfor holder kommunen et idé-møde torsdag aften i Bramdrupdam for 70 frivillige fra kommunens foreninger og erhvervsliv.

- Kommunen kan hjælpe med at koordinere, så borgerne kan hjælpe hinanden og ikke laver de samme ting, fortæller Rikke Revsholm til TV SYD.

Eleverne fra 0.-3. klasse pynter op til Post Danmark Rundt.
Video: 9.S ved Bredsten-Gadbjerg Skole

De mange cykelentusiaster glæder sig også til at vise deres område frem for resten af cykelverdenen.

Ideerne er allerede begyndt at boble hos Johnny Poulsen, fmd. Kolding Bicycle Club
Ideerne er allerede begyndt at boble hos Johnny Poulsen, fmd. Kolding Bicycle Club
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Johnny Poulsen er formand for Kolding Bicycle Club. Han fortæller, at de allerede har nogle ideer:

- Kan man fx få nogle kajakker til at forme en cykel ude på Kolding Fjord, eller hvad med at lave en fodboldkamp på stadion, hvor de to hold spiller i cykeltrøjer?

Der er også planer om, at Munkegade i Kolding skal omdannes til en fransk cafegade.

Sådan går ruten gennem Syddanmark i 2021.
Video: www.letourcph.dk

Smukt fugleperspektiv

Det er vigtigt, at udsmykningerne skal virke for Tour de Frances helikoptere.
For at kommunens frivillige skal få en fornemmelse for, hvad der virker, kommer Henrik Liniger fra Danmarks Radio til Bramdrupdam.
Han har dækket Touren i flere år og vil fortælle, hvad han har set af flotte og skøre ting.

De kommuner, som Touren går igennem, skal inden næste år aflevere et katalog over de sjove ting, som helikopterfotograferne kan filme og sende direkte til flere millioner seere.