Coronaen har krævet sit første Tour-offer før start


Det første tilfælde af coronavirus i feltet er fundet tre dage før Tour de France-starten i København.

Danskerholdet Quick-Steps belgiske rytter Tim Declercq afleverede ved ankomsten i Københavns Lufthavn en positiv test, bekræfter holdets pressechef over for Ekstra Bladet.

- Han testede positiv i en kviktest ved ankomst i lufthavnen i går aftes. Vi arbejder i øjeblikket på at udrede trådene, siger pressechefen, Phil Lowe, til Ekstra Bladet.

Quick-Step har kort efter på holdets Twitter-profil bekræftet, at Declercq er trukket ud af løbet og erstattes af franske Florian Senechal.

Quick-Step har tre danskere med til start i årets Tour i skikkelse af Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Honoré.

Coronaen er atter blusset op i cykelfeltet for ganske nylig, da mange ryttere og hele hold trak sig grundet smitte under det nyligt afviklede Schweiz Rundt.

Der blev også fundet smittetilfælde under Slovenien Rundt, som blev afviklet samtidig. Blandt andre UAE-danskeren Mikkel Bjerg blev testet positiv. Han er dog blevet klar til at køre Tour de France.