Her skal en tidligere Tour de France-rytter se løbet - og to andre anbefalinger

Der er fart på feltet, når rytterne kører 3. etape fra Vejle til Sønderborg. Hvis du skal have det meste ud af oplevelsen, er det en god idé at finde de steder på ruten, hvor det går opad.

Når Tour de France-feltet søndag klokken 13.05 starter løbets 3. etape og sætter kursen mod målet i Sønderborg, vil der være masser af muligheder for at opleve verdens største cykelløb på tæt hold.

Men medmindre du arrangerer Tour de France-fest i baghaven, eller de 176 ryttere kører lige forbi dit nærområde, gælder det om at være på plads i god tid ude på ruten. Allerede fra morgenstunden vil mange veje være afspærret. Derfor er det en god idé at planlægge, hvor du vil stå på forhånd.

En etape for de hurtige

Etapen fra Vejle til Sønderborg er på forhånd udnævnt til en sprinteretape. Der er den, fordi den foregår på flade veje. Derfor går det også stærkt, når de mange ryttere kommer forbi. Farten vil typisk være omkring 40 og 50 kilometer i timen.

Derfor peger TV2s cykelekspert Dennis Ritter og tidligere Tour de France-rytter Peter Meinert også på, at nogle af de bedste steder at opleve løbet på er de steder på ruten, hvor det går lidt opad, og farten derfor er lavere.

Efter 27,3 kilometer venter den første stigning på Koldingvej lidt syd for Vejle. Den er på 1,1 kilometer, og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,4 procent. Her vil der være god mulighed for at følge rytterne.

Herunder følger tre øvrige punkter, som Dennis Ritter og Peter Meinert har udvalgt på ruten.

De tre bedste steder at opleve Tour de France-feltet

1

Bjergspurt ved Hejlsminde Strand

Efter 82,8 kilometer i sadlen når rytterne til etapens bjergspurt nummer to. Her går det opad i 800 meter med en gennemsnitlig stigning på 5,5 procent. 

Rytterne forventes at komme forbi Hejlsminde mellem klokken 15.03 og 15.13.

Hejlsminde er en del af Kolding Kommune og ligger godt halvvejs mellem Kolding og Haderslev.

2

Bjergspurt ved Genner Strand

Når rytterne kommer til Genner Strand i Aabenraa Kommune, er der kun 60 kilometer til mål. Her gælder det en stigning på 1,7 kilometer. 

Rytterne forventes at komme til Genner Strand mellem kl. 15.56 og 16.11.

Genner Stand ligger i Aabenraa Kommune og er placeret godt halvvejs mellem Haderslev og Aabenraa.

3

Opløbet i Sønderborg

Efter de 182 kilometer på de Syd- og Sønderjyske veje skal vinderen findes her på Augustenborg Landevej.

Opløbet er 200 meter efter Præstegårdsvej og Stadionvej krydset.

Forvent at der vil være afspærringer i området samt masser af mennesker i målområdet.

Find bakkerne 

Etapen til Sønderborg byder på tre kategori fire stigninger. Det vil sige bakker på en ellers flad rute.

- Det er jo de steder, hvor der er bjergspurter. Det er på Koldingvej syd for Vejle, det er ved Hejlsminde og ved Genner Strand.

- Her bliver der kæmpet om point, og derfor bliver feltet trukket lidt ud, fortæller Dennis Ritter.

Genner Strand er et af de mange steder, hvor der bliver fest den 3. juli. Her skal Peter Meinert se løbet.
Genner Strand er et af de mange steder, hvor der bliver fest den 3. juli. Her skal Peter Meinert se løbet.
Foto: TV SYD

Også Peter Meinert, der har fem Tour de France-løb i bagagen, peger på de to stigninger ved Hejlsminde og Genner som et godt sted at stå på ruten.

- Her er der nogle smalle veje, så hvis der samtidig er noget sidevind, kan der godt ske noget, siger Peter Meinert, der selv har udvalgt Genner Strand som det sted, hvor han vil opleve løbet på nært hold.

På kortet her kan du se nogle af de vigtigste steder på ruten.
På kortet her kan du se nogle af de vigtigste steder på ruten.
Grafik: Lasse Lund Hansen

Rigtig mange i Sønderborg

Målbyen Sønderborg er naturligvis også et godt sted at være, når rytterne nærmer sig målet. Rytterne passerer Dybbøl Banke, og her bliver farten sat ned på grund af brostenene, og lidt senere krydser de Chr. X. Bro. Her bliver der mulighed for at se rytterne to gange, inden de fortsætter mod målet på Augustenborg Landevej.

På forhånd forventes der rigtig mange tilskuere i Sønderborgs gader. Kommunen anslår på forhånd, at der kommer omkring 75.000 gæster til byen udefra.

- Så jeg kan kun opfordre alle til at komme væk fra skærmen i god tid. Det er en af de få sportsgrene, hvor der er fri entre til at opleve verdens bedste cykelryttere på nært hold. Det bliver kæmpestort, lyder det for Peter Meinert.