Nedtælling til Touren: Børnene trak i cykeltrøjerne i Sønderborg

Der blev trådt hårdt i pedalerne i dag, da Sønderborg lagde cykelbane til BørneTouren. Børn og unge var med til at markere nedtællingen til årets største sportsbegivenhed.


Der var gule trøjer, prikkede trøjer og helt almindelige trøjer på dagens cykelryttere i Sønderborg. Børn og unge mellem 6-15 år kunne prøve kræfter med cykelsporten og samtidig tage forskud på glæderne, til Tour de France kommer til byen den 3. juli. 

Dagens bane ved BørneTouren var dog kun på 600 meter, så der skulle køres mange omgange.

BørneTouren er en del af Sønderborg Kommunens 100-dages program, før det rigtige Tour de France kommer til byen.

quote

Det er en-gang-i-livet-mulighed

Victor Lindbjerg Vejen

En af dagens ryttere var Victor Lindbjerg Vejen fra Asserballe, der cyklede en samlet distance på 5,5 kilometer. Til daglig cykler han væsentligt mere.

- Det er omkring hver anden dag, jeg kommer ud på cykel, og så er det omkring 50-60 kilometer, siger han.

Ny begejstring

Han er først for nylig begyndt at interessere sig for cykelsport, og for ham er det helt enestående, at verdens største cykelløb snart går gennem Sønderborg.

- Det er rigtig stort, og det er en-gang-i-livet-mulighed, og det er helt utroligt, at det kommer til Danmark, siger han.

Det er Dansk Cykle Union, der arrangerer børneløbet, som havde debut i Sønderborg. I løbet af maj og juni kommer løbet til 22 andre danske byer.


Stærk debut

 Med i Sønderborg var Bent Skov, der er projektleder ved Dansk Cykle Union. Han siger:

- Det er helt fantastisk det her. Der har været rekordtilmelding med 283 til det her lille løb, siger jeg så. Det er jo kæmpestort.

BørneTour handler ikke om at cykle hurtigt eller komme først - alle kan være med uanset fart, cykeltype og ambitionsniveau. 

Alle deltagere modtager guldmedaljer, diplom og goodiebags, og tilmed er der mulighed for at møde din lokale cykelklubs Børne- og Ungdomsafdeling på dagen.