Ny prognose afslører udsigt til vejret i juni
Efter en sommerlig maj venter nu mere broget vejr. Faktisk er juni gennemsnitligt knap så flot, som maj blev i 2024.
Nu er sommeren begyndt, men hvad kan vi egentlig forvente os af den første sommermåned?
Tænk på maj i år og skru så forventningen lidt ned, så har du, hvad en normal, gennemsnitlig juni byder på.
Maj i år var nemlig, når tallene gøres op, flottere end det, vi normalt kan forvente os af en juni.
Kort fortalt byder den kommende måned på samme temperatur, lidt mindre sol og lidt mere regn end maj i 2024.
En knap så lovende juni
Denne første weekend i juni fortsatte, hvor maj slap med varme og ustadigt vejr med risiko for skybrud.
Ser vi alene på klimanormalerne for juni, bør måneden komme til at ligne maj 2024 meget.
Dog er der gennemsnitligt små 70 timers mindre sol og lidt mere regn, mens middeltemperaturen ligger bare 0,1 grader lavere, end den temperatur som maj 2024 endte med.
Med disse gennemsnitlige tal for juni ser den første sommermåned hæderlig ud, men dog broget i prognoserne.
Men fra i dag, søndag, frisker vinden op fra nordvest, og derefter går vi ind i en periode med vestlige vinde. Det bliver køligere og forsat ustadigt med lavtryk, fronter og byger.
Næste uge ser koldere og vådere ud end normalt for ugen, og det gør ugen efter også – dog med en lille bedring mod det lidt lunere og knap så våde vejr.
Sidste halvdel af juni ser vejret ud til at bedres
3. uge i juni er den første dag i de lange prognoser, som ser normal ud i temperaturer, men der er stadig et lille overskud af regn i prognosen.
Den sidste uge af juni viser modellerne dog helt normalt vejr for ugen både med hensyn til varme og regn.
Det skal understreges, at når vejret forudsiges så lang tid frem, er det forbundet med stor usikkerhed. Jo længere fremme i tid prognosen dækker, jo mere er den præget af, hvad der er normalt for årstiden.
Badevandet er varmt
Et sted er det langt lunere end normalt allerede, og det er i havet omkring os.
Havtemperaturerne ligger 3 til 5 grader over det normale.
På TV 2 Vejret defineres en badedag som en dag, hvor badevandstemperaturen i landet gennemsnitligt er 19 grader eller derover. Det har vi ikke set endnu i år.
Men lokalt i Mariager og Roskilde Fjord er der målt 19 til 20 grader, og dermed har vi haft de første lokale badedage.
En imponerende maj
Maj blev samlet set virkelig flot og sommerlig, selvom måneden begyndte og sluttede med ustadigt vejr. Vi slap for nattefrost, hvilket er usædvanligt, og døgnets middeltemperatur endte 3,2 grader over det normale.
Dermed blev det den næstvarmeste registrerede maj i Danmark siden 1874, hvor målingerne blev officielle og systematiske.
Maj bød på tre meteorologiske sommerdage og ikke færre end ni dage med over 24 grader.
Det blev den syvende solrigeste maj, og vi fik 25 procent sol mere end normalt i en maj.
Den eneste malurt i bægeret for maj bestod i mængden af regn, og måden som regnen fordelte sig på.
Regnen 5. maj stod næsten alene frem til 23. maj, hvorefter resten af måneden blev ustadig med flere dage med kraftig regn eller skybrud. Samlet fik vi 25 procent mere regn end normalt for måneden.