TV der bevæger dig

Bliver kaldt en Tesla blandt færger: Ellen omtalt i internationalt nyhedsmedie

Interessen for elfærgen Ellen er nået til det britiske public service-medie BBC, der har seere og læsere i hele verden.

Det er især de tekniske og miljømæssige løsninger ombord, der er lagt vægt på i BBC's artikel om Ellen. Foto: TV SYD

I samarbejde med TV 2/Fyn

De elektriske motorer og 840 batterier under dækket på elfærgen Ellen, der sejler mellem Søby og Fynshav, vækker opmærksomhed i udlandet.

For Ellen er både verdens største eldrevne færge og den, der sejler den længste rute på nuværende tidspunkt. 

Derfor er en teknologi- og erhvervsreporter fra det britiske public service-medie BBC gået ombord og taget fra Fynshav til Søby for at opleve en sejltur for fulde batterier.

Overfarten med Ellen danner rammen for en artikel, der blev udgivet på BBC's hjemmeside under overskriften "Put stikket i og sejl: Mød elfærgepionererne".

BBC: Tesla blandt færger

Det er fem måneder siden, passagerer for først gang kunne gå ombord på elfærgen Ellen efter en indfasningsperiode med flere bump på vejen.

I BBC's omtale fokuserer reporteren blandt andet på, at Ellen udelukkende bliver drevet af el, og derfor nærmest er "en Tesla blandt færger". Derfor bliver de klimamæssige gevinster ved at benytte el i stedet for diesel heller ikke forbigået. 

- Det forventes, at den emissionsfri færge vil reducere sin CO2-udledning med 2.000 ton om året, fremgår det af artiklen.