Et ægte havuhyre: Kæmpe havål fanget i Lillebælt

En sjældent stor havkæmpe gik tirsdag i garnet i Lillebælt ved Fænø. Pludselig lå en lidt mere end to meter lang og 29,8 kilo tung havål på dækket på Sejer Pedersens kutter

- Sådan en har jeg sgu ligegodt aldrig set før!

En grå decembertirsdag blev pludselig til en dag, som bundgarnsfiskeren Sejer Pedersen formentlig ikke glemmer lige med det første.

Da han tirsdag formiddag skulle tømme sine ruser ved Skrillinge Strand syd for Middelfart, kunne han hurtigt se, at der var noget i rusen, som ikke normalt var der.

Første tanke var, at det sikkert var en sæl, der havde forvildet sig ind til kysten og var blevet fanget i garnet.

Men ved nærmere øjesyn var det ikke en sæl. Det var en ål. En kæmpestor havål.

- Hold kæft, den er ulækker.

Den rejste lige hovedet op, og så hvæste den ellers bare, så man kunne høre, at den hvæste. Det er lidt ulækkert

Sejer Pedersen

Udbruddet og Sejer Pedersens umiddelbare reaktion på den usædvanlige fangst var ikke ubetinget jubel. 

- Jeg er færdig med at bade i Lillebælt, siger fiskeren med et grin. 

 
 

- Men det er da højst usædvanligt. Det er i hvert fald den største ål, jeg har fanget. Godt nok fanger vi dem store indimellem, men den der er kæmpe, siger Sejer Pedersen og understreger, at det er stort, selv om ålen er fedtet og med hans eget ord ulækker:

- Det er helt vildt at opleve sådan noget. Det er en gang i livet.

Yderst sjældne i Danmark

Havmonstret, som han fangede ved Skrillinge Strand, vejer 29,8 kilo og måler lidt mere end to meter. I den størrelse er de ganske sjældne i Lillebælt.

Havålen lever normalt i den østlige del af Atlanterhavet, men kommer indimellem også ind i de indre danske farvande.

Havålen lever af fisk, krebsdyr og blæksprutter og har ry for at være et aggressivt bæst, der angriber dykkere og svømmere med sine stærke kæber og skarpe tænder. 

De kan blive helt op til tre meter lange, men det er yderst sjældent, at de bliver fanget så store. 

I Lillebælt er rekorden for en fanget havål på 36 kilo. En rekord, der blev sat helt tilbage i 1930.

- Det er ikke noget, man ser hver dag. Især ikke fordi det normalt er en dybvandsfisk, siger Sejer Pedersen.

Tirsdagens fangst blev hevet ind i et garn, der står på blot tre meter vand. Sejer Pedersen har fisket ved Skrillinge Strand i fire år og har aldrig oplevet noget lignende.

- Den gik inde i rusen, som vi har i enden af bundgarnet. Det hiver vi jo bare op og tømmer ud i skibet, og så lige pludselig kom den her med i løftet. Jeg tænkte: Sådan en har jeg sgu ligegodt ikke set før.

Sejer Pedersen og hans makker med den mere end to meter lange havål.
Sejer Pedersen og hans makker med den mere end to meter lange havål.
Foto: Mille Stilbjerg Dyhr