Tørret tang er havets oregano. Det mener i hvert fald kok Claus Henriksen fra Restaurant Mota, som blandt andet bruger tangen som topping på pizza.
På tur rundt i det sjællandske har fotograf Kristian Vang og jeg oplevet sommerlandet i TV2 ØSTs sendeområde.
En af oplevelserne var en jagt efter spiselig tang i Isefjorden i det nordvestlige Sjælland.
Sommer i Danmark
Her fortæller Simon Weber Marcussen, der er medejer af virksomheden Dansk Tang, blandt andet at man i farvandet ikke kan finde tang, der er farligt at spise.
Noget er sprødt og lækkert, så snart vi hiver det op af vandet. Andet - blomkålstangen for eksempel - er noget af det sejeste at få i munden.
- Men så snart man begynder at arbejde med den, kan den blive helt mør, fortæller Simon Weber Marcussen.
Blandt dem, der tager tangen med i køkkenet, er Claus Henriksen, der er kok og ejer af Restaurant Mota.
Tang
Når han tryller retter frem, får han det næsten til at ligne en havbund på tallerkenen. Og i munden er der tale om én stor eksplosion af havet, forklarer kokken.
- Det er masser af smag. Masser af struktur. Og så er det sindssygt sprødt, siger Claus Henriksen.
Tangen er den nye danske ingrediens - og der er masser af den i de dejlige danske farvande.