Brian blev bidt af ræv, da han sov

En campingferie udviklede sig noget anderledes end forventet, da Brian Østergaard blev overfaldet af en ræv.

Hvad der skulle have været en fredelig campingtur udviklede sig i weekenden til en voldsom oplevelse for en familie på Esbjerg Camping. En ubuden ræv angreb den sovende far i familien. Med voldsomme bidemærker til følge.

quote

Pludselig kan jeg bare mærke et eller andet, der bider mig i baghovedet.

Brian Østergaard, gæst hos Esbjerg Camping

- Jeg mærker, at der er et eller andet, der træder på mig, og jeg tror, det er min søn, der kommer ind til mig. Lige pludselig kan jeg bare mærke, at der er et eller andet, der bider mig i baghovedet hurtigt to gange, siger Brian Østergaard fra Borbjerg ved Holstebro.

Voldsom kamp

Familien overnattede i en camplette på pladsen. Selvom Brian Østergaards kone og søn lå og sov lige ved siden af, angreb ræven alligevel. Kampen var så voldsom, at hele familien vågnede. Og så blev ræven smidt ud af teltet.

- Jeg får fat i den, og jeg råber til min kone, at hun skal åbne forteltet, så jeg kan få den smidt ud, for jeg kan mærke, hvordan blodet render ned ad nakken på mig, siger Brian Østergaard.

Troede det var en hare

Det var mørkt i teltet, så familien kunne først ikke se ræven, fortæller hans kone, Tina Østergaard.

- Først tror vi, det er en hare, men den kan jo ikke bide sådan. Og så får vi tændt lyset og ser, at det er en ræv. Og da vi kaster den ud, lander den ved lyset fra en lygtepæl, så man tydeligt kan se, at den så helt skræmt ud, og den piskede bare hen ad grusvejen, siger hun.