Vestjyder på udebane: TV-vært overvinder højdeskræk på Bridgewalking

TV2-regionerne besøger hinandens sendeområder hen over sommeren, for at se hvad netop den del af sommerlandet gemmer på. Vært hos TV MIDTVEST Malene Skree Nordsmark besøger TV2 FYNs område, hvor Den Gamle Lillebæltsbro viser, at den kan mere end at forbinde Fyn og Jylland.

Jeg er ret bange for vilde ting, hvor jeg ikke selv har bare en smule kontrol med situationen.

Så da jeg så, at TV2 Fyn havde planlagt, at vi skulle på Bridgewalking på Den Gamle Lillebæltsbro i Middelfart, rystede jeg altså en smule i bukserne. 

Heldigvis blev jeg overrasket, for selvom de 60 meter over jorden lyder skræmmende, så var oplevelsen vanvittigt god. 

Udsigten er fantastisk, og fra broens top kan man virkelig fornemme, hvor lille og fantastisk et land vi har.

MIDTVEST, udsigt fra lillebæltsbro
Foto: TV/MIDTVEST

Sommer i Danmark

Det er altid godt med nye øjne på et område. Derfor bytter regionerne rundt og besøger hinanden for at se, hvad det område lige præcist har at byde på af spændende sommeroplevelser.

Hver uge sender en region en vært ud til en af de andre TV 2-regioner, hvor der skal prøves ny ting af indenfor kategorierne action, børn, gastronomi og natur.

Der sendes fire indslag hver uge fra en af de syv regioner TV 2/BORNHOLM, TV2 Fyn, TV 2 Lorry, TV MIDTVEST, TV2 Nord, TV2 ØST og TV SYD.

Udsigten gør det hele for mig. Jeg er ret vild med høje bygninger og konstruktioner, fordi jeg synes, det er så fascinerende at se landskabet fra oven.

Selvom man er lidt bange for højder, så er det det hele værd at tage turen op ad trapperne og se ud over Lillebælt. 

Turen over bæltet er næsten 2,5 kilometer, og det tager cirka to timer fra turen begynder og til slut.

Alle deltagere er fastspændt til broen, når de står og kigger ud over Lillebælt i 60 meters højde.
Alle deltagere er fastspændt til broen, når de står og kigger ud over Lillebælt i 60 meters højde.