Nordjyder i hovedstadsområdet: Kanotur på Mølleåen

TV2-regionerne besøger hinandens sendeområder hen over sommeren, for at se hvad netop den del af sommerlandet gemmer på. I hovedstadsområdet ser TV2 Nord-journalist Malthe Birger Jensen den idylliske Mølleå i Lyngby.

I Lyngby, tæt på hovedstaden, kan du hoppe i en kano og bruge mange timer på blandt andet Mølleåen, der er en del af et stort netværk af åer og søer.

Det mindede mest af alt om omgivelserne i et eventyr, da fotografen Daniel og jeg i kano padlede ned af den smukke Mølleå ved Lyngby.

Starten gik ved Frederiksdal Kanoudlejning, og selvom vi ikke sejlede så langt, er det muligt at bevæge sig knap 13 kilometer ud mod Øresund.

- I starter i Frederiksdal og kommer ned ad den gamle fæstningskanal og ud igennem Lyngby Sø, forklarer Kim Kemp, der er ejer af kanoudlejningen.

Sommer i Danmark

Det er altid godt med nye øjne på et område. Derfor bytter regionerne rundt og besøger hinanden for at se, hvad det område lige præcist har at byde på af spændende sommeroplevelser.


Hver uge sender en region en vært ud til en af de andre TV 2-regioner, hvor der skal prøves ny ting af indenfor kategorierne action, børn, gastronomi og natur.


Der sendes fire indslag hver uge fra en af de syv regioner TV 2/BORNHOLM, TV2 Fyn, TV 2 Lorry, TV MIDTVEST, TV2 Nord, TV2 ØST og TV SYD.

Fra Frederiksdal kan man ro 13 kilometer ud mod Øresund.
Fra Frederiksdal kan man ro 13 kilometer ud mod Øresund.
Foto: TV2 Nord

Al begyndelse er svær, men der gik heldigvis ikke længe, førend vi fik nogenlunde kontrol over kanoen og skød en ganske udmærket fart.

Vi var ikke de eneste, der roede afsted på åen.

- Det er jo dejligt vejr, og så tænkte vi, at vi ville ud at sejle i kano, siger Brian Øvre, Hvidovre.

Han ser ud til at have styr på kanoen - mere end Daniel og jeg havde, for vi formår at kæntre undervejs. 

Men det ødelagde ikke den idylliske tur på Mølleåen.