Nordjyder står på ski i hovedstadsområdet: Skibakken er et 85 meter højt affaldsanlæg

Hen over sommeren har TV2-regionerne indgået et tværregionalt samarbejde, hvor regionerne udforsker hinandens sendeområder. Nordjyderne er kørt tværs gennem landet for at udforske hovedstadsområdet, og her får journalist Malthe Birger Jensen et kig ud over København med et par ski på fra toppen af et affaldsanlæg.

Copenhill byder på skiløb fra 85 meters højde på et plastikunderlag.

Følelsen af at suse ned ad en skipist med udsigt til Øresund er surrealistisk. Der er i det hele taget en del, som får en til at gnide sig i øjnene for at være sikker på, at det er rigtigt, hvad man ser, når man besøger Copenhill på Amager.

Efter at være startet på den nederste og lette del af pisten tog fotografen Daniel og jeg tallerkenliften til toppen af Copenhill. 

Sommer i Danmark

Det er altid godt med nye øjne på et område. Derfor bytter regionerne rundt og besøger hinanden for at se, hvad det område lige præcist har at byde på af spændende sommeroplevelser.


Hver uge sender en region en vært ud til en af de andre TV 2-regioner, hvor der skal prøves nye ting af indenfor kategorierne action, børn, gastronomi og natur.


Der sendes fire indslag hver uge fra en af de syv regioner TV 2/BORNHOLM, TV2 Fyn, TV 2 Lorry, TV MIDTVEST, TV2 Nord, TV2 ØST og TV SYD.

Plastikunderlaget er ikke helt det samme, som at have rigtig sne under skiene, men den fantastiske udsigt opvejer den del, og gør det samlet set til en unik oplevelse.

- Det er jo total fedt først at stå på ski og så kunne gå op på Københavns nok smukkeste bar og få en afterski-øl bagefter, siger Christian Hage, der er skiinstruktør i Skiklubben Hareskov.

Det er grønt plastik, som udgør underlaget på skipisten ned ad Copenhill.
Det er grønt plastik, som udgør underlaget på skipisten ned ad Copenhill.
Foto: TV2 Nord

Affaldsanlæg

Nedenunder pisten gemmer sig noget interessant, for Amagerbakke er et af verdens mest energieffektive og miljørigtige affaldsenergianlæg. 

- Vi renser skadelige partikler og stoffer fra røggassen, så når det kommer igennem systemet og ud gennem skorstenen til sidst, så er det næsten kun damp og CO2, der er tilbage i røggassen, fortæller Nils Thor Rosted, kommunikationschef hos Amager Ressourcecenter.

Der bliver brændt op mod 70 tons restaffald per time.