To års forberedelse endte galt - nu er Trine igen klar på historisk hotel

Coronakrisen blev et ekstra bump på vejen for det historiske Jørgensens Hotel i Horsens, da de efter to års restaurering måtte droppe genåbning.

Mange restauratører og værtshusejere jublede mandag, da de efter godt to måneders corona-nedlukning endelig fik lov til at åbne dørene for gæster igen. Men for Trine West er glæden - om muligt - endnu større.

quote

Det var et stort antiklimaks, fordi alt havde stået på gloende pæle i lang tid.

Mads Hylleholt Bøttger, forpagter

For hende og kollegerne kunne coronakrisen nemlig ikke falde mere ubelejligt. 

Efter godt to års komplet restaurering af det historiske Jørgensens Hotel i Horsens, stod hun klar til at tage imod op mod 3000 gæster til et brag af en åbningsfest, der havde været planlagt i månedsvis.

- Bordene var dækket, tarteletterne var bagt og øllet var hældt på fade, siger Trine West til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Det havde været for fedt at have 3000 mennesker til tarteletter og fadøl.

Jørgensens Hotel har i 276 år haft hjemme på gågaden i Horsens i Lichtenbergs Palæ.
Jørgensens Hotel har i 276 år haft hjemme på gågaden i Horsens i Lichtenbergs Palæ.

Men sådan skulle det ikke være. Åbningsfesten den 17. marts blev aflyst som følge af nedlukningen af Danmark. To års forberedelser faldt til jorden.

- Det var et stort antiklimaks, fordi alt havde stået på gloende pæle i lang tid. Vi har knoklet og knoklet for at blive klar til tiden, og pludselig sker det her, som gør, at vi måtte lukke fuldstændig ned, fortæller hotelforpagter Mads Hylleholt Bøttger til TV2 ØSTJYLLAND.

Selvom hoteller ikke havde forbud mod at åbne, valgte 'Byens Hotel', som det i folkemunde går under, alligevel at holde døren låst lidt endnu. 

quote

Det er lidt ligesom at vente på sådan en raket, der skal skydes af. Man tæller ned.

Trine West, restaurantchef, Jørgensens Hotel

En forløst hemmelighed

En mandag i maj, to måneder senere, er stemningen dog en helt anden. Medarbejdere nærmest flyver rundt i lokalerne, kasseapparatet testes af, hotellet summer. De allersidste forberedelser falder på plads.

- Jeg glæder mig bare helt vildt. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at vise det frem til folk. Det føles som en hemmelighed, man har gået med selv, som man nu kan få lov til at fortælle, siger Trine West.

Jørgensens Hotel rummer 59 værelser i kategorierne Good, Better, Even Better og The Best. Og så helt uden for kategori - Royal Suite. Værelset her er i kategorien 'The Best'.
Jørgensens Hotel rummer 59 værelser i kategorierne Good, Better, Even Better og The Best. Og så helt uden for kategori - Royal Suite. Værelset her er i kategorien 'The Best'.

Men meget ser ikke ud som først planlagt. Borde står anderledes, blå sedler med retningslinjer hænger på vægge og døre, håndsprit ved baren og indgangspartierne.

- Vi har lavet sådan nogle menukort, man skal scanne med sin telefon. Og så har vi printet nogen i papir, som kan smides ud efter hver gang. Og servietterne er pakket med salt og peber og tandstikker, så man har hvert sit sæt, fortæller restaurantchefen.

Spændt og glad

Restaurantafdelingen i kælderen, Eydes, vil under normale omstændigheder kunne rumme op mod 120 spisende gæster. For tiden er der kun plads til 80 - og på åbningsaftenen er alt booket.

- Jeg får lyst til at tude. Jeg er simpelthen så glad. Det er lidt ligesom at vente på sådan en raket, der skal skydes af. Man tæller ned, siger Trine West.

Klokken slår 12, og for første gang i mere end to år bliver dørene låst op. Selvom de oprindelige 3000 gæster ikke står klar, får Trine West alligevel sin forløsning, da et par kommer dukker op.

- Jeg er sådan helt spændt og glad for, at I er her. Det føles vildt dejligt. Selvom vi har ventet på det så længe, så blev jeg alligevel så overrasket, da de kom ind.

Indtil videre har Jørgensens Hotel åbent for overnattende gæster og besøgende til frokost og aftensmad. Men inden længe er de også klar med morgenmad på menuen.