Bente har brugt 45 år i køkkenet - og hun elsker det

Gennem 45 år har Bente Lauritsen huseret i og omkring køkkenet på sygehuset i Horsens, og hun stopper ikke, så længe hun får lov til at blive ved.

Bente Lauritsen kender hver en krog på Regionshospitalet Horsens.

Hun har nemlig været ansat de seneste 45 år og bærer i dag titlen kostkonsulent.

Med andre ord har hun i mange år haft godt fat i de store kødgryder, smørrebrødet og alt det andet, som patienterne får at spise, så de kan komme sig.

- Jeg er da stolt af det faktisk. Det er jeg. Også at jeg har fået lov til det. Jeg har aldrig haft lyst til at prøve noget andet, siger Bente Lauritsen.

Som kostkonsulent er hun kommet en smule længere væk fra gryderne og lidt tættere på patienterne. Faktisk så tæt, at hun har personligt kontakt med de indlagte i forbindelse med måltiderne.

Det er her på Regionshospitalet i Horsens, at Bente Lauritsen de seneste 45 år har haft sin daglige gang.
Det er her på Regionshospitalet i Horsens, at Bente Lauritsen de seneste 45 år har haft sin daglige gang.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Traver gangene tynde

Derfor kender hun også hver en krog af hospitalet i Horsens.

- Jeg går mellem 10- og 15.000 skridt hver dag, siger hun.

Hun har haft mange titler, men maden har altid været centrum. Og der er sket meget på den front over Bent Lauritsens 45 år på arbejdspladsen.

Én gang var suppe noget, der blev lavet med boullion og vand. I dag er det hele lavet fra bunden.

- Vi er nået rigtig langt. Vi er stolte af, at vi selv laver maden, siger hun.

Nu er der gået 45 år, spørgsmålet er, hvor længe hun fortsætter. Hendes chef håber på, de kan fejre hendes 50 års jubilæum om fem år, men Bente Lauritsen har ikke et svar klar.

- Jeg føler mig ikke klar (til at stoppe, red.). Men jeg tror ikke, jeg bliver her i fem år, siger hun.

Som altid med et smil på læben.