De er populære som aldrig før, men problemerne ulmer i branchen

Der har været stor interesse for tatoveringsmesse i Horsens de seneste dage, men en mørk sky hænger over branchen, viser ny rapport.

Den karakteristiske summen af nålen, som stikker bittesmå huller ind i huden, har de seneste dage været tydelig omkring Fængslet.

Fængslet i Horsens har i tre dage været vært for tatoveringsmessen Prison Ink.

Her deltog 250 tatovører fra hele verden, og der har dermed været rig mulighed for at lægge sig under nålen eller blot samle inspiration, og det er kun fantasien, der sætter grænser.

- Det er pisse hyggeligt. Der er god stemning og mange folk, siger Kevin Vissing fra Horsens, mens nålen tegner på hans underarm.

quote

Førhen kom man for at hidse sin mor op, nu tager man hende med

Morten Friis, tatovør

Før i tiden var der langt imellem tatoveringer, men spørger man nogle af de mange tatovører, som deltog, er der ingen tvivl om, at tatoveringer er kommet for at blive. 

- Tatoveringer er blevet allemandseje, alle bliver tatoveret, siger Morten Friis, der er tatovør i Skagen.

- Førhen kom man for at hidse sin mor op, nu tager man hende med, siger han.

- Jeg er en kylling

Det er dog ikke alle, der er dukket op for selv at lægge sig under nålen.

Bo og Kirsten Amdi er kommet for at se deres datter, der er tatovør, rulle sig ud.

- Jeg er selv for meget en kylling til at kunne lade mig tatovere, ellers havde hun nok fået lov at brodere mig, men arrrrhh, siger Bo Amdi.

Bo og Kirsten Amdi skal ikke selv bede om tatoveringer. De var dog med for at se deres datter i aktion.
Bo og Kirsten Amdi skal ikke selv bede om tatoveringer. De var dog med for at se deres datter i aktion.
Foto: TV2 Østjylland

- Men det er flot, er du sindssyg! Når man kigger på det, vores datter laver, holy moly.

- Folk er så smukke uden, de behøver ikke at have tatoveringerne for at gøre dem selv til noget specielt, det er de jo i forvejen, siger Kirsten Amdi.

Fejl hos ni ud af ti

En ny rapport viser dog lørdag, at der tilsyneladende findes en del brodne kar i branchen.

Sikkerhedsstyrelsen har gennemført tilsyn hos 273 tatoveringssteder i 2022, og hele 237 af dem blev mødt af krav om at efterleve tatoveringsreglerne. 

quote

Hygiejne er helt afgørende for kunderne, når der tatoveres, og derfor er det et krav, at tatovører skal have gennemført et hygiejnekursus

Søren Assenholt Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen

Blot 28 steder var der ikke noget at komme efter, mens otte steder slap med vejledning om forbedringer.

Der er blandt andet problemer med dokumentation af det blæk, de bruger, og så har næsten hver tredje tatovør ikke bevis for hygiejnekursus.

- Hygiejne er helt afgørende for kunderne, når der tatoveres, og derfor er det et krav, at tatovører skal have gennemført et hygiejnekursus. Men de skal selvfølgelig også bruge det, de har lært om hygiejne, når de tatoverer kunderne i hverdagen, og det kan vi se, at der er en del, der glemmer, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff i en pressemeddelelse.

De 273 kontrollerede tatoveringssteder er alle registreret hos Sikkerhedsstyrelsen, hvor tatoveringsstedsregistret kan ses.

Men heller ikke her er der helt styr på protokollerne. På cirka hvert femte tatoveringssted var det ikke opdateret, hvem der arbejdede der, og det har ifølge kontorchefen stor betydning for kunderne, for at de eksempelvis kan følge med i, om de ansatte har været på hygiejnekursus.