Erhvervsskole glæder sig over genåbning: - Du kan ikke samle et stillads virtuelt

Torsdag aften landede en genåbningsaftale, der betyder, at erhvervsskolerne kan tilbyde mere fysisk undervisning. Det er tiltrængt, lyder det fra Learnmark Tech i Horsens.

Fra på mandag kan landets erhvervsskoler igen invitere eleverne inden for til skolepraktik og certifikatfag.

På Learnmark Tech i Horsens glæder det afdelingsleder Kim Clausen, der mener, at det er helt afgørende at eleverne møder fysisk.

- Det er dejligt, at eleverne kan komme tilbage. De har virkelig savnet at komme ind og arbejde med tingene. Rent praktisk skal de gerne kunne producere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvad er skolepraktik og certifikatfag?

• Skolepraktik er en erstatning for en elevplads i en virksomhed og er for de elever, der ikke har fundet en elevplads efter erhvervsuddannelsens grundforløb. I skolepraktikken tilbydes man den samme praktiske erfaring som i en virksomhed.

• Certifikatfag er en række kurser, der er obligatoriske for at kunne påbegynde undervisningen på et hovedforløb på en erhvervsuddannelse. Det kan være at lære førstehjælp, køre truck eller samle stillads.

Kilde: UddannelsesGuiden og Danmarks Evalueringsinstitut

Når man er i skolepraktik, gælder det om at opnå erfaring inden for sit fag på linje med de elever, der er i praktik i en virksomhed. Derfor er det særligt vigtigt, at netop de elever nu kan vende tilbage fysisk, lyder det.

- Det allervigtigste er skolepraktikken. De skal gerne have de samme udfordringer som dem ude i virksomhederne. Til sidst skal de stå med det samme svendebrev, så det er alfa omega, at de kan komme tilbage, siger Kim Clausen.

Også certifikatfagene har været svære at afvikle gennem en computerskærm.

- De her certifikater kan vi ikke give virtuelt. Du skal arbejde med en dukke for at lære at give livreddende førstehjælp. Og du kan ikke samle et stillads virtuelt, du er nødt til at komme ind, siger Kim Clausen.

Klar til at åbne

Allerede i mandags blev det muligt for erhvervsskolerne så småt at åbne op igen. Her kunne de byde velkommen til afgangselever med 50 procent fremmøde.

Det har skabt glæde på gangene i Learnmark Tech i Horsens og givet endnu mere blod på tanden i forhold til at kunne modtage flere elever.

- Jeg havde selv fornøjelsen af at tage imod dem i mandags. De strålede. Det var stort, siger afdelingsleder Kim Clausen.

Hvad kan åbne mandag?

Afgangselever i grundskoler samt på ungdoms- og voksenuddannelser i Region Hovedstaden kan komme tilbage på skolebænken igen. Det bliver efter samme testmodel som i resten af landet.

Fuld genåbning og fuldt fremmøde for erhvervsskoleelever, der skal deltage i certifikatfag og for elever i skolepraktik i hele landet.

Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til 10 personer udendørs. Sundhedsmyndighedernes anbefaler fortsat, at man kun mødes fem personer indendørs.

Forsamlingsforbuddet hæves for udendørs idræt-, fritids- og foreningsaktiviteter i organiseret regi fra 25 til 50 personer.

Der åbnes for udendørs gudstjenester med op til 50 personer. Dette ændrer ikke på de gældende regler for indendørs gudstjenester.

Kilde: Statsministeriet 

Han peger også på, at Learnmark Tech i løbet af det seneste år har opnået erfaring med at mindske smitten gennem afstandskrav, sprit og visir. Derfor er han ikke nervøs for at tage imod endnu flere elever.

- Vi er klar, den rutine er vi ved at have opbygget, siger han.

Nu begynder planlægningen af, hvordan genåbningen på Learnmark Tech konkret skal forløbe. Om skolen allerede på mandag kan slå dørene op for elever i skolepraktik og på certifikatfag, eller om der går et par dage, kan Kim Clausen derfor ikke oplyse.