Gratis julegave: Thomas tilbyder tur i lynhurtig Audi

Thomas Perigaard fra Horsens fik masser af likes men kun tre henvendelser på sit tilbud om en tur i sin bil.

En gratis tur i Audi TT Roadster Quattro, der kan køre 0-100 kilometer i timen på kun 5,6 sekunder, lyder måske som noget, de fleste ville springe på.

Men da Thomas Perigaard tilbød det i diverse Horsens-grupper på Facebook, var der ikke mange henvendelser.

quote

Jeg så for et par dage siden, at to unge piger vil tilbyde rengøring gratis. Så tænkte jeg, om jeg havde noget at bidrage med.

Thomas Perigaard, Horsens

- Jeg har fået over 200 likes, men kun tre henvendelser. Egentlig ville jeg hellere have, at det jeg kun havde tre likes, men 200, der gerne vil have en tur, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Vil inspirere andre

Thomas’ mening med opslaget var, at han ville give en gratis julegave til folk, der ikke har råd til nogen, eller har en hård tid. Han blev inspireret af et lignende initiativ fra andre.

- Jeg så for et par dage siden, at to unge piger vil tilbyde rengøring gratis. Så tænkte jeg, om jeg havde noget at bidrage med, siger han.

Valget faldt på en gratis tur i Thomas’ Audi. Det har dog kun kastet et par henvendelser af sig indtil videre. Og aftaler om køreture til nogle heldige børn de næste weekender.

- En har henvendt sig om en kærestes datter, der har autisme, og går meget op i biler. Så vi har aftalt at køre en tur næste weekend. Mit håb er, at hun kan huske tilbage på det som en god dag og en lille gestus, siger Thomas Perigaard.

Selvom Thomas endnu ikke har fået så mange henvendelser, som han håbede på, så håber han, at hans initiativ kan inspirere andre.

- Jeg vil gerne opfordre andre at tilbyde noget og tænkte lidt kreativt med, hvad man kan hjælpe andre med.