Harry fra Horsens bliver nægtet vigtig hjælp

Det kan være livsfarligt for børn med diabetes i folkeskolen, hvis de ikke får hjælp til at holde styr på sygdommen.

Henriette Langelund har ofte ondt i maven, når hun sender sin otteårige søn, Harry, i skole.

Han har type 1-diabetes og har to akutindlæggelser bag sig på grund af for højt insulintal.

I skolen er der ikke én fast medarbejder til at holde øje med Harry. Det er forskellige lærere, som hjælper den otteårige dreng med at kontrollere blodsukkeret.

- De lave tal, Harry slås med, er akutte og livstruende, fortæller Henriette Langelund.

- Der sker jo et tillidsbrud, om jeg vil det eller ej, fordi jeg har sendt ham i skole og forsøgt at være tryg ved det, siger hun.

quote

Vi er nødt til at finde de penge, der gør det muligt for skolerne at yde den service

Torsten Gejl, politisk ordfører, Alternativet

 Hun efterlyser derfor, at Hovedgård Skole har en dedikeret medarbejder til at hjælpe med at passe sukkersygen.

- Vi sidder med nogle livstruende tilfælde i bagagen, og på den baggrund står vi på hælene, siger hun.

- Det er en stor opgave, så jeg kan godt forstå, der sker fejl. Men her må de her fejl bare ikke ske, siger hun.

Flertal oplever for lidt hjælp

Knap 3500 børn og unge under 20 år har type 1-diabetes.

- Vi har spurgt forældrene, og 80 procent oplever, at de ikke får støtte til deres barn med diabetes, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter.

Se hele afgørelsen her

I har rettet henvendelse til Horsens Kommune, og har den 19. august 2022 modtaget svar fra skolechef Henrik Kallestrup. Af svaret fremgår, at I vil modtage en afgørelse om støtte til Harry i skoletiden fra Hovedgård Skole. Som jeg har forstået jeres henvendelse til Horsens Kommune, ønsker I yderligere personlig assistance til at hjælpe Harry til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Afgørelse: Jeg har d.d. besluttet, at den hidtidige støtte til Harrys skolegang på Hovedgård Skole fortsætter. Der gives således afslag på yderligere personlig assistance til Harry.

Begrundelsen for afgørelsen er, at det er Hovedgård Skoles vurdering, at den konkrete støtte og personlige assistance, som Harry modtager på nuværende tidspunkt, er tilstrækkelig til at overvinde de praktiske vanskeligheder, som Harrys diabetes medfører i forbindelse med skolegangen. Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at det fremgår af udtalelse af 12. august 2022 fra Aarhus Universitetshospital, at Harry har behov for følgende støtte i skoletiden: at der påmindes om kontrol af blodsukker, at det påses at blodsukkeret kontrolleres, at insulin gives ved madindtag og/eller ved høje blodsukkertal, hjælp til at beregne mængde af kulhydrater i måltidet, at personalet er bekendt med symptomer på lavt blodsukker, og at personalet er instrueret i at afhjælpe lavt blodsukker. Der er også ved afgørelsen lagt vægt på, at det altid er en af de faste voksne, som måler Harrys blodsukker, når han er i skole, og således sikrer, at blodsukkeret kontrolleres. Målingerne er lagt ind i en fast rutine med faste aftaler om hvornår og hvem, der udfører målingerne, og personalet er grundigt oplært i at foretage målingerne. Der er ved afgørelsen også lagt vægt på, at det er aftalt, at Harrys mor hjemmefra laver madpakker til Harry og udregner indholdet af kulhydrater i måltidet med henblik på håndtering af insulingivning ved madindtag, og på at der er udarbejdet en beredskabsplan som blandt andet indeholder instruktion til personalet om, hvordan de skal forholde sig ved lavt blodsukker, ligesom der er udarbejdet skriftlige faste aftaler om håndtering af spisepauser, frikvarter, ture ud af huset, idræt, og hurtige kulhydrater. Der er endvidere lagt vægt på, at både personalet, som er tilknyttet Harrys klasse, og samtlige voksne i teamet samt i indskolingen er instrueret i at håndtere målingerne af blodsukker, i beredskabsplanen og i de skriftlige aftaler, og i symptomerne på lavt blodsukker og i afhjælpning her af. Der er også lagt vægt på, at personalet er grundigt oplært i at hjælpe Harry af både Steno Diabetes Center Aarhus og af jer som forældre, og at det altid er en fast personale og ikke en vikar, som håndterer Harrys behov. Der er også lagt vægt på, at der er klare nedskrevne aftaler om, hvilken af de faste voksne, som er tilknyttet klassen, der har tilsyn med og er ansvarlig for Harry, ligesom der er lagt vægt på, at Harry er i en klasse, hvor der på nuværende tidspunkt er to voksne på klassen i 26 lektioner og tre voksne i klassens 2 idrætstimer. Antallet af timer med to voksne i klassen fastsættes af skolens leder på baggrund af en konkret vurdering af klassens aktuelle behov og vil løbende blive evalueret.

Venlig hilsen Anette Frank

Skoleleder

Ifølge Folkeskoleloven skal alle børn have de samme betingelser, og det er skolelederens ansvar at løfte opgaven. Det mener Lærerforeningen dog ikke bør ligge ved lærerne.

- Rigtig mange lærere oplever det som en ekstraopgave og noget utrygt, for de har ikke uddannelsen til det, siger Thomas Andresen, der er formand for Danmarks Lærerforenings Arbejdsmiljø- og organisationsudvalg.

Borgerforslag

Lige nu er et borgerforslag om at sikre en fast kontaktperson for 6-12-årige i skole og SFO-tiden ved at indhente de fornødne 50.000 underskrifter. Der er i øjeblikket indsamlet omkring 16.000 underskrifter.

Og det er sød musik i Alternativets ører.

- Det, det handler om, er jo altid pengene. Så jeg vil gerne sige, at vi er nødt til at finde de penge, der gør det muligt for skolerne at yde den service. Det er en god menneskelig forretning og økonomisk i længden, tror jeg, siger politisk ordfører Torsten Gejl (AL).

Hverken Hovedgård Skole eller Horsens Kommune har ønsket at medvirke i denne artikel. Ifølge skolen er lærerne instrueret i otteårige Harrys sygdom, og der er fast personale til at måle hans blodsukker.

TV2 ØSTJYLLAND har set en afgørelse fra skolen, der fortæller, at Harry ikke kan få mere hjælp. Nu har familien besluttet at flytte drengen til en anden skole.