Kræmmermarked lukningstruet efter 30 år: - Det har været mit hjertebarn

I Horsens er det årlige kræmmermarkeds fremtid truet.

Nu kan det blive et farvel og tak for Horsens Kræmmermarked, hvis ikke andre tager over.

Horsens Kræmmermarked tiltrækker 25.000 gæster hvert år og samler flere hundrede tusinde kroner ind til lokale sportsklubber.

quote

Det er jo en lidt trist tanke.

Hans Madsen, markedskoordinator, Horsens Kræmmermarked

Gennem rundt regnet 30 år har den tidligere bagermester og halbestyrer Hans Madsen stået i spidsen for det årlige kræmmermarked på Dyrskuepladsen i Horsens. Nu lukker foreningen bag og dermed Horsens Kræmmermarked.

Der er larmende tomt på dyreskuepladsen i udkanten af Horsens, men de gamle containere larmer af en lang historie for Horsens Kræmmermarkeds markedskoordinator, Hans Madsen.

- Det har været mit hjertebarn i 30 år, og jeg håbede at kunne overgive det til en anden, som kunne køre det videre helt normalt, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Hans Madsen stopper, fordi foreningen bag kræmmermarkedet endegyldigt lukker.

- Det er jo en lidt trist tanke. Det er jo lidt ærgerligt, at det skal være sådan, at vi skal lukke det ned, fortæller han. 

Penge til sportsliv

I 35 år har kræmmermarkedet indtjent penge til det frivillige sportsliv i Horsens, men det er andet år i streg, at dyrskuepladsen er tom i stedet for fyldt af kræmmere.

Ved det seneste marked i 2019 var der hele 250 kræmmere - og mange i Horsens ser stedet som en institution.

- Jeg tror, at der er nogle sportsklubber, som har set i øjne, at det er slut fra vores side, fortæller han.

Men er tiden ikke bare løbet fra det her i Horsens?

- Jeg tror det ikke, men tiden vil vise det. Lad os snakke sammen om et år, og så ved jeg mere, fortæller Hans Madsen.