Nye krav spænder ben: Julie må aflyse familiens skiferie

Østrig indfører den 25. december nye krav til indrejsende fra blandt andet Danmark. Det betyder, at flere østjyder er tvunget til at aflyse deres skiferier til alpelandet.

Alle de, der havde tænkt sig at smutte på skiferie henover julen, er nu havnet i lidt af en kattepine.

I hvert fald hvis destinationen hedder Østrig. I dag har landet offentliggjort skrappe indrejseregler, hvis man kommer fra Danmark eller en række andre europæiske lande.

Det betyder, at man både skal have en negativ PCR-test og have modtaget det tredje stik med en coronavaccine, hvis man vil undgå 10 dages karantæne i landet. Men det er der rigtig mange østjyder, der ikke har.

En af dem er Julie Rindom, der bor i Hovedgård ved Horsens.

Hun skulle sammen med sin familie have fejret nytår på skibakkerne i Østrig. Men det kan nu ikke lade sig gøre, da det er mindre end 4,5 måneder siden, at hun fik sit andet stik. Dermed kan hun ikke få sit tredje stik endnu og leve op til de nye rejsekrav.

- Jeg er lidt skuffet. Jeg havde glædet mig længe, og nu var vi heller ikke afsted sidste år. Så nu troede og håbede vi, at det endelig kunne lade sig gøre, siger Julie Rindom til TV2 ØSTJYLLAND.

Østrig har indført skrappe indrejseregler, hvis man kommer fra Danmark eller en række andre europæiske lande
Østrig har indført skrappe indrejseregler, hvis man kommer fra Danmark eller en række andre europæiske lande

Hun fortæller, at familien har en tur planlagt til Østrig i uge 9, som de håber at kunne komme på. Men nytårsplanerne skal laves om.

- Nu undersøger vi mulighederne for, om vi kan komme til Frankrig. Lader det sig ikke gøre, må vi fejre nytår herhjemme med familie og venner, siger Julie Rindom. 

Få Østrig byttet til Italien

Østergaard Rejser i Aarhus er et af de rejsebureauer, der hvert år sender mange gæster til Østrig på skiferie.

Selskabet fortæller, at de tilbyder gæster, der ikke kan komme til Østrig, en anden rejse i stedet.

- Hvis man ikke kan opfylde de ting, så tilbyder vi en alternativ tur til Italien for dem, der kan komme ind dernede, siger Kim Østergaard, der ejer rejseselskabet.

Selvom gæsterne selv må aflyse deres rejser, hvis de ikke lever op til de nye indrejsekrav, oplever Kim Østergaard ingen sure kunder.

- Det er en fantastisk positiv reaktion, man får fra gæster, for alle er godt klar over, at det ikke er nogle regler, vi sidder og opfinder, siger han.

Kim Østergaard er bange for, om folk tør bestille skiferier i fremtiden.
Kim Østergaard er bange for, om folk tør bestille skiferier i fremtiden.
Foto: TV2 Østjylland

Han kunne dog godt være bekymret for, om folk i fremtiden er afskrækket fra at bestille rejserne.

- Man kunne godt forestille sig, at folk ville være bange for at bestille. På den anden side tror jeg på, at mange har fået tredje stik, så de godt kan komme afsted. Indtil de lukker grænsen af en anden årsag, det kan man ikke vide, siger Kim Østergaard.

Østrig er ifølge en undersøgelse af Analyse Danmark i 2019 danskernes foretrukne skisportsland.