Øboere skal alligevel ikke rejse flere timer for at blive vaccineret

Fremover kan øboere på Endelave og Hjarnø i Hedensted og Horsens kommuner blive vaccineret mod corona på den ø, de bor på, frem for at rejse til fastlandet.

Øboer i Region Midtjylland kan ånde lettet op. Regionen har netop vedtaget, at alle øboere i regionen skal vaccineres på den ø, de bor på, frem for at rejse til fastlandet. 

Beslutningen kommer, efter at flere af de ældre øboere sagde nej til vaccinen, fordi de ikke kunne overskue rejsen til fastlandet for at få et stik.

- Vi har ønsket den mulighed længe, og nu har vi vedtaget, at det er sådan, det bliver, siger Ole Thomsen, der er koncerndirektør hos Region Midtjylland.

Sådan skal det foregå

På de øer, som allerede har en fast praktiserende læge, bliver det lægen, der skal give borgerne vaccinen. 

Men det er endnu ikke på plads, hvordan det skal foregå på de øer, som ikke har en læge.

- Vi regner med, at det bliver læger eller andet sundhedspersonale, som allerede har sin gang på øerne, der skal gøre det, siger koncerndirektøren i Region Midtjylland.

Regionen vil ikke nærmere ind på, hvordan vaccinerne skal transporteres frem til de østjyske øer.

- Vaccinerne er jo meget eftertragtede, så af sikkerhedsmæssige årsager holder vi den information for os selv, siger Ole Thomsen.

Bliver ikke alle på én gang

Fredag sendte de tre borgmestre i Hedensted, Horsens og Odder kommuner et brev til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), hvor de opfordrer til, at øboerne skal vaccineres på øerne.

- Det er ikke rimeligt, at ældre, sårbare og udsatte borgere, som er bosat på en ø, skal transporteres til og fra øen for at blive vaccineret, lød det blandt andet fra borgmestrene. Derfor har de skrevet et brev til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), hvor de opfordrede til, at borgerne på øerne skal vaccineres, hvor de bor.

- Vi har skrevet brevet ud fra et praktisk og sundhedsfagligt spor og af hensyn til borgerne på øerne. Vi har mange ældre borgere på øerne, som i forvejen har udfordringer med at komme til fastlandet, og på den her måde vil vi løse problemet, siger Peter Sørensen, (S), der er borgmester i Horsens Kommune, hvor øen Endelave hører til.

Denne bøn er nu blevet hørt i Region Midtjylland, men de tre borgmestre har også en anden opfordring.

Borgmestre: Et ønske om alle øboer på én gang

Hvis alle øboere bliver vaccineret på én gang, vil vi effektivt mindske lokale smitteudbrud, sagde Uffe Jensen (V), der er borgmester Odder Kommune, tirsdag.

Lige nu lyder vaccinationsplanen på, at det er personer i øget risiko, ældre borgere og frontpersonalet på sundheds- og ældreområdet, der får tilbudt en vaccination først. Herefter kommer den øvrige befolkning.

Og denne vaccinationsplan har Region Midtjylland tænkt sig at følge.

- Det kan godt være, vi fremrykker et par borgere i den ældre aldersgruppe, men vi følger Sundhedsstyrelsens vaccinationsplan, og derfor kan vi ikke vaccinere en hel ø på samme tid, siger Ole Thomsen.

Koncerndirektøren forventer, at de første borgere på alle østjyske øer, som er i den gruppe, der skal vaccineres nu, har fået den første del af vaccinen inden udgangen af næste uge.