Omdiskuteret liste: - Jeg kan ikke se en hård ghetto her

Selv om Sundparken i Horsens har forbedret sig på mange områder, må boligområdet fortsat finde sig i en placering på ghettolisten. Det har Egon Sørensen som mangeårig beboer det svært med.

Sundparken i Horsens må endnu engang finde sig i at blive stemplet som parallelsamfund.

Det stod klart i denne uge, da den årlige liste over parallelsamfund, tidligere kaldet ghettolisten, blev offentliggjort af Indenrigs- og Boligministeriet.

Flankeret af ni andre boligområder står Sundparken tilbage med et stempelmærke, som beboerne ikke er enige i.

I hvert fald ikke Egon Sørensen, der har boet i Sundparken de seneste 34 år.

- Vi har simpelthen et godt område herude. Det er det bedste sted i Horsens by. Jeg kan ikke se en hård ghetto her, siger Egon Sørensen, mens han spejder ud over området fra sin altan.

Egon Utoft Sørensen bor i Sundparken, og nægter at kalde det en ghetto.
Egon Utoft Sørensen bor i Sundparken og nægter at kalde det en ghetto.
Foto: Pernille Leftes

Parallelsamfund er hans område altså ikke.

- Vi vil da gerne af den skide ghettoliste, for i vores optik herude er det kun nogle nøgletal, som de sidder og arbejder med ovre på Christiansborg.

Vejen til ghettolisten

For at komme på den uønskede liste skal et boligområde opfylde mindst to af fire kriterier.

1) Bestå af mindst 40 procent beboere i alderen 18-64 år, som står uden for arbejdsmarkedet.

2) Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer skal udgøre mindst tre gange landsgennemsnittet.

3) Mindst 60 procent af beboerne i alderen 30-59 år har en grunduddannelse som højeste uddannelsesniveau.

4) Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Desuden skal andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstige 50 procent.

Sundparken udmærker sig ved at være det boligområde på parallelsamfundslisten med det laveste niveau af kriminalitet - et niveau der slet ikke kvalificerer til en plads blandt de ti.

Egon Sørensen mener også, at hans boligområde er alt for pænt til placeringen, men alligevel må han igen og igen finde sig i at høre for, hvor han bor.

- Det er det ord, vi får rendt i hovedet, lige så snart vi er uden for området.

Det årlige dunk i hovedet

Det må Egon Sørensen så finde sig i et år endnu efter offentliggørelsen af den årlige liste på kalenderens første vinterdag. Det samme må direktøren for det hele.

- Det er det, vi kalder det årlige dunk i hovedet, siger Michael Meldgaard, direktør i boligforeningen Albo, som ejer Sundparken.

Det er det, vi kaldet det årlige dunk i hovedet, siger Michael Meldgaard, direktør i boligforeningen Albo.
Det er det, vi kaldet det årlige dunk i hovedet, siger Michael Meldgaard, direktør i boligforeningen Albo.
Foto: TV2 Østjylland

Boligselskabet arbejder hårdt på at komme af listen, og det skal ske så snart som muligt, lover direktøren.

Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti og formand for en taskforce for udsatte boligområder i Horsens Kommune Michael Nedersøe er ikke overrasket over, at Sundparken fortsat er på ghettolisten.

Han skyder skylden på, hvad han kalder en fejlslagen integrationspolitik i Danmark gennem mange år.

Michael Nedersøe (DF) skyder skylden på, hvad han kalder en fejlslagen integrationspolitik i Danmark gennem mange år.
Michael Nedersøe (DF) skyder skylden på, hvad han kalder en fejlslagen integrationspolitik i Danmark gennem mange år.
Foto: TV2 Østjylland

- Selvfølgelig har kommunen et ansvar, men den største aktør i sagen er staten, der har haft en fejlslagen integrationspolitik.

Der er fortsat en meget høj ledighed herude, og derfor bliver området også fortsat betegnet som en ghetto. Har I gjort nok som kommune?

- Jeg mener, at vi har gjort rigtig mange ting, og det afspejler sig også i tallene. Vi mangler kun at få 18 mennesker i arbejde for at komme under de 40 procent, siger Michael Nedersøe og tilføjer, at kommunen ”selvfølgelig skal langt under de 40 procent”.