Politi fortsat til stede: Bilbrand ved Horsens Sygehus er mistænkelig

Politiet undersøger fredagens bilbrand ved Horsens Sygehus som værende mistænkelig.

Politiet har siden fredag morgen været til stede ved Horsens Sygehus på Sundvej.

På Twitter skriver de, at det skyldes, at de er ved at undersøge en udbrændt bil, men at de på nuværende tidspunkt ikke kan give flere oplysninger.

Ifølge TV2 Østjylland, så er politiet blandt andet til stede med hunde.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Nabo vågnede ved et brag

Charlotte Munch, der bor ved siden af Horsens Sygehus på Sundvej, fortæller, at hun fredag morgen vågnede ved et brag.

- Jeg hørte et kæmpe brag. Det lød nærmest som en eksplosion, fortæller hun fredag morgen.

- Jeg troede, det var nede på havnen, at de pludselig havde tabt noget tungt, men så opdager jeg, at min stue er helt orange, og med det samme hørte jeg sirenerne.

Charlotte Munch bor lige ned til den parkeringsplads, hvor den nu udbrændte bil tidligt i morges stod i brand.

- Så var der bare bål og brand dernede, siger hun.

Hun fortæller, at politiet har afspærret et stort område, og at det lige nu ikke er muligt at køre ned til sygehuset fra Sundvej. 

Den udbrændte bil.
Den udbrændte bil.
Foto: Charlotte Munch

Bilbranden er mistænkelig

Omkring middagstid fredag er politiet fortsat til stede ved sygehuset sammen med politiets teknikere og politihunde, som undersøger området.

- Vi undersøger det som mistænkeligt ud fra den betragtning, at vi ikke kan afvise, at den (bilen red.) kan være påsat, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer.

- I forbindelse med anmeldelsen får vi kort tid efter at vide, at der er en person på skadestuen oppe på Sundvej, som er kommet til skade. Vi arbejder ud fra en teori om, at han kan have tilknytning til køretøjet, og det er det, som vi undersøger, siger han.

Vagtchefen kan ikke komme med nærmere oplysninger i forhold til den tilskadekomne personens tilstand, eller hvem han er.

Han kan heller ikke sige noget om, hvad et muligt motiv kan være. Umiddelbart er der dog ifølge vagtchefen intet som tyder på, at det skulle være banderelateret.

- Det er der intet, der indikerer, siger han.