To sønderjyder dræbt i motorcykelulykke på Sjælland

To sønderjyske mænd mistede tidligt lørdag livet i en motorcykelulykke ved Sorø på Sjælland.

To mænd fra Sønderjylland har lørdag mistet livet ved en motorcykelulykke syd for Sorø på Sjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 46 og 49 år. De er ifølge politiet fra det samme sted i Sønderjylland. Vagtchefen vil dog ikke oplyse, hvor i Sønderjyland de to mænd er fra. 

Kort efter ulykken blev de begge bragt til Slagelse Sygehus, hvor de blev erklæret døde.

Ulykken skete lørdag morgen kort før kl. 08.00.
Ulykken skete lørdag morgen kort før kl. 08.00.
Foto: René Lind

Ulykken fandt sted på Rute 239 Store Ladegårdsvej syd for Sorø kort før klokken 08.00. Landevejen var spærret i begge retninger, mens politiet og redningsmandskabet arbejdede på stedet. 

- En bilist svinger til venstre og af endnu ukendte årsager, kommer der en modkørende motorcykel og kører ind i siden på bilen, fortæller Jan Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

Skal afhøre føreren af bilen

Føreren af bilen er en 35-årig mand. Han blev efter sammenstødet kørt til tjek på Slagelse Sygehus, men kom ikke fysisk til skade. Politiet skal nu afhøre manden. 

Der blev desuden foretaget blodprøver af de implicerede på stedet, men politiet har ikke nogen mistanke om spirituskørsel.

De pårørende til begge mænd er underrettet.