Forældre samler underskrifter: Vil have penge for at passe sine børn derhjemme

En flok forældre vil have Horsens Kommune til at udbetale tilskud til forældre, der vil passe sine børn derhjemme. Politikere er positive.

En gruppe forældre i Horsens har haft fat i både politikere og oprettet en underskriftsindsamling for at få flere til at bakke op om deres hjertesag.

De kæmper for at få Horsens Kommune til at give tilskud til de forældre, der gerne vil passe deres børn i eget hjem.

- Jeg mener, at det er et mindst lige så godt valg som at sende dem i institution, lyder det fra en af forældrene, Thyra Iversen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun passer selv begge sine børn på fire og to år derhjemme. Den ældste har dog gået i dagpleje, men de meldte hende ud, da de ventede deres andet barn.

- Det giver os ro og tid til, at jeg kender børnene. Og så har de jo hinanden, siger Thyra Iversen.

Forskel fra kommune til kommune

Det er kommunerne selv, der afgør, om de vil give et tilskud til pasning af egne børn. Hvert enkelt kommune fastsætter også selv tilskuddets størrelse og hvilken aldersgruppe, der kan modtage tilskud.

quote

Vi er åbne over for at se på det. Men mit dilemma som kommunalpolitiker er, at vi skal også have råd til mange andre ting.

Paw Amdisen, næstformand, Børne- og Uddannelsesudvalget, SF

I Østjylland har man i Silkeborg Kommune og Randers Kommune valgt at give tilskuddet. Men endnu ikke i Horsens, som forældrene nu kæmper for.

- Lige nu er der tilskud til, at man kan ansætte sin nabo til at passe sine børn. Alle - udover forældrene - kan altså få tilskud til at passe børnene. Dét, synes vi, er urimeligt, siger hun.

Indtil videre har forældre-gruppen samlet 307 underskrifter ind.

BØRN PASSET HJEMME AF FORÆLDRE I DANMARK

2011: 811

2012: 877

2013: 1270

2014: 1303

2015: 847

2016: 791

2017: 924

 

Kilde: Danmarks Statistik

Politikerne er positive

Spørger man næstformanden for Børne- og Uddannelsesudvalget i Horsens Kommune, så er han overvejende positiv.

- Jeg forstår godt forældrene, for der er mange børnefamilier, der er meget pressede i dagens Danmark, siger næstformand Paw Amdisen (SF).

- Vi er åbne over for at se på det. Men mit dilemma som kommunalpolitiker er, at vi skal også have råd til mange andre ting. Og hvis det bliver noget, der kommer til at koste kommunen penge, så skal de penge komme et andet sted fra, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

quote

Folk skal have det frie valg til selv at vurdere, om du vil passe dit barn, eller om det skal i institution.

Anne Lene Løvbjerg, medlem, Børne- og Uddannelsesudvalget, Venstre

Anne Lene Løvbjerg (Venstre), der er medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, er også positiv.

- Det er et rigtig godt forslag, som vi bakker 100 procent op omkring. Folk skal have det frie valg til selv at vurdere, om du vil passe dit barn, eller om det skal i institution, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Anne Lene Løvbjerg er enig i, at økonomien er vigtig at have for øje.

- De beregninger, vi har fået - hvis vi giver 3500 kroner i tilskud om måneden - så vil det koste omkring 1,1 million kroner. Og i de beregninger er der ikke taget stilling til, hvad det koster at sende børnene i institution, siger hun og tilføjer:

- Så jeg tror, vi får meget mere ud af det her, for de forældre som gerne vil gå hjemme og passe deres børn, siger hun.

Politikerne i Horsens kigger nu nærmere på, om forældrene skal have lov at få tilskud i en periode på op til et år, når børnene er mellem 0 og 2 år. Og så kigger de nærmere på en tilskudsstørrelse på omkring 3500 kroner.

SÅDAN ER REGLERNE

  • Det er kommunerne selv, der bestemmer, om man vil udbetale et tilskud til forældre, der passer eget barn.
     
  • For at kunne få et tilskud til at passe ens eget barn, må man ikke have en indtægt fra et arbejde eller være på en offentlig forsørgelse. Det eneste, man kan modtage ud over det, er børnepengene fra staten.
     
  • Tilskuddet kan gives i periode på minimum otte uger og maksimalt et år
     
  • Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.
     
  • Man skal have haft ophold i Danmark i syv ud af de seneste otte år.
     
  • Tilskuddet varierer fra kommune til kommune, men må ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge.
     
  • I Silkeborg Kommune kan man få i omegnen af 1913 kroner om måneden i støtte. I Randers Kommune er støtten på 5317 kroner per måned for 0-2 årige og 3291 kroner per måned.

Kilde: Børne- og Socialministeriet, Silkeborg Kommune og Randers Kommune