Møgejendom til salg: Vand fosser ind og alt er rådnet

En villa mellem Horsens og Odder får en hård medfart af ejendomsmægleren i salgsteksten

En vaskeægte lorteejendom kan blive din for kun 298.000 kroner.

quote

Ham, der ejer huset, ville egentlig forsøge at sætte det i stand. Det lykkedes han ikke rigtig med. 

Michael Haargaard, Danbolig Horsens

Det er Danbolig i Horsens, der står for salget af en landejendom på Trustrupvej 24 i Hundslund i Odder Kommune.

Og det er ikke den sædvanlige ejendomsmægler-poesi, der præger beskrivelsen af boligen. Den beskrives som en møgejendom i elendig stand.

- Vi har forsøgt os med et glimt i øjet ved at skrive en ærlig mæglertekst - for en gangs skyld skulle jeg lige til at sige - der beskriver et lidt mislykket byggeprojekt, siger Michael Haargaard, der er ejer af Danbolig i Horsens.

Vand fosser ind
Ejendommen har stået uden tag i over seks måneder, og det har sat sine spor. Der er fosset vand ind og alt er rådnet.

- Ham, der ejer huset, ville egentlig forsøge at sætte det i stand. Det lykkedes han ikke rigtig med. Så nu er det en byggegrund med et faldefærdigt hus på, siger Michael Haargaard.

Huset har et udvendigt skævt monteret vindue på gavlen, som man kun kan kigge ind ad. 

Indenfor i huset er der også lidt at gå i gang med.
Indenfor i huset er der også lidt at gå i gang med.
Foto: Danbolig Horsens

Boligen er på 121 m2 og grunden på 1.520 m2. 

Går stærkt
Huset blev sat til salg onsdag klokken 13.00. Og indtil videre har interessen været stor. Over 1.000 har kommenteret opslaget på Danbolig Horsens' facebook-side.

- Det går stærkt. Vi havde nok bare troet, at den ville blive delt i lokalområdet, siger Michael Haargaard.

En enkelt har ringet til ejendomsmægleren, vedkommende vil køre ud og kigge på ejendommen og grunden i morgen.

 Det er jo egentlig en billig byggegrund i et fint område, siger Michael Haargaard.

Ifølge ham tog ejeren af den faldefærdige ejendom mæglerteksten med et smil.

- Jeg håber, at den bliver solgt hurtigt. Tanken er, at vi skal finde de rigtige købere, men nu er den da kommet godt rundt, siger Michael Haargaard.