Ny app hjælper Charlie og hans familie: - Jeg sender en gladere dreng afsted om morgenen

Horsens Kommune har succes med apps, der kan hjælpe børn og unge med at få struktur på hverdagen.

Når fireårige Charlie Jeppesen vågner om morgen, er hele hans morgenrutine skemalagt.

Stå op, gå på toilettet og tage tøj på. Det er nogle af de opgaver, der er skrevet ind i den app, som Charlie Jeppesen og hans mor Kamilla Jeppesen bruger for at strukturere morgenen så meget som muligt. 

- Jeg sender en gladere dreng afsted om morgenen, og jeg kan mærke, at det gør hverdagen mere overskuelig, siger Kamilla Jeppesen til TV 2 ØSTJYLLAND.

Charlie har ikke fået diagnosticeret ADHD, men han har behov for struktur og overblik for at få sin hverdag til at fungere.  

Derfor har de fået hjælp af Horsens Kommune til at takle hverdagen.

Femårige Charlie spørger efter ipad'en som det første om morgen, så han kan følge med i, hvad dagen bringer. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND
Femårige Charlie spørger efter ipad'en som det første om morgen, så han kan følge med i, hvad dagen bringer. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND
Foto: TV 2 Østjylland

Visuelt overblik

Et nyt hjælpemiddel har sneget sig ind i familiens hverdag.

Det er appen 'Mobilize Me’, der hjælper med at forberede og strukturere Charlies dag, så han bliver gjort opmærksom på, hvad han skal gøre i løbet af en dag, og hvornår han skal gøre det.

Med fotos giver appen Charlie et visuelt overblik over hverdagen, som husker ham på hverdagsting som at tage selen på, når de skal køre i børnehave, eller at vaske fingre efter et toiletbesøg. 

- Charlie synes selv, at det er sjovt, og han spørger, om han må gå ind at tænde ipad’en, når han vågner om morgenen, siger Kamilla Jeppesen.

Når Charlie har færdiggjort et af punkterne om morgenen, vinger han dem af på ipad’en, så han på den måde selv kan være med til at huske, hvad han har gjort. 

Ud fra farverige billeder kan man sætte de daglige gøremål i skema. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND
Ud fra farverige billeder kan man sætte de daglige gøremål i skema. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Hjælpemiddel fra kommunen

Fokus på apps som hjælpemiddel til familier, der har ADHD eller behov for struktur i hverdagen, er et led i et toårigt projekt i Horsens Kommune, hvor man også er i gang med at uddanne medarbejdere til at bruge programmerne.

Indtil videre har 50 lærere og pædagoger været på kursus.

- Det ligger os meget på sinde at hjælpe familier med at få struktur og overskud i hverdagen, siger afdelingsleder for kommunikation og teknologi i Horsens Kommune, Lotte Kjemtrup.

Karoline Linsaa har ved hjælp af appen PlaNet nu mulighed for at følge med i, hvad hendes pårørende har af planer, som kan påvirke hende. 
Karoline Linsaa har ved hjælp af appen PlaNet nu mulighed for at følge med i, hvad hendes pårørende har af planer, som kan påvirke hende. 

Også for unge

Udover appen ’Mobilize Me’ har Horsens Kommune også investeret i 'PlaNet'-appen, der står for plan og netværk. 'PlaNet' har fokus på at skabe overblik og større kontakt til pårørende.

En af dem, der bruger 'PlaNet' til at strukturere sin hverdag, er 23-årige Karoline Linsaa, som lider af ADHD og borderline.

- Jeg kan ofte ikke huske aftaler og glemmer tidspunkter, så appen hjælper mig med at få sat det i et skema og giver mig en struktur, siger Karoline Linsaa. 

Udover struktur kan Karolines pårørende også bruge appen, så de kan hjælpe Karoline med at give et overblik over, hvad de skal i løbet af en dag.

- Hvis min kæreste eksempelvis ikke spiser hjemme, kan jeg hurtigt få at vide, at der er forandringer den dag, siger hun.

Karoline Jeppesen og resten af familien har fået meget mere overskud i hverdagen på grund af den nye app. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND
Karoline Jeppesen og resten af familien har fået meget mere overskud i hverdagen på grund af den nye app. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Glad for hjælpen

Hos Karoline Jeppesen er alle familiemedlemmer glade for at have fået hjælp til at takle hverdagen. 

Hun håber, at de kan blive ved med at bruge appen, så længe Charlie selv viser interesse for den.

- Det fritager mig fra at være hende den onde mor, der normalt skal sige tingene 40 gange til ham, siger Kamilla Jeppesen.

Brugen af apps er foreløbigt kun et toårigt forsøg i Horsens Kommune.