21-årige Amalie Vilslev fra Haderslev medvirkede i TV 2 ECHO-dokumentar - nu er hun død

Amalie Vilslev fra Haderslev ønskede, at et tv-hold fulgte hende til det sidste. Når tiden er rigtig, bringer TV 2 ECHO derfor en dokumentar om hendes sidste tid.

Influencer Amalie Vilslev er efter længere tids sygdom sovet stille ind på det hospice, hvor hun boede i de sidste uger af sit liv.

Tirsdag eftermiddag modtog Amalie Vilslevs nærmeste denne triste besked fra hendes mor:

Udklip.PNG

21-årige Amalie Vilslev blev et velkendt navn, da hun medvirkede i dokumentaren 'Må jeg få dine lunger?' på TV 2 PLAY.

Her fulgte TV 2 ECHO Amalie Vilslevs kamp for overlevelse i både de gode og svære stunder. Amalie Vilslev led af sygdommen Morbus Osler, som giver små karmisdannelser på de mindre blodkar, og som i mange tilfælde også rammer lungernes blodkar.

Det skete i Amalie Vilslevs tilfælde, hvilket betød, at hun skulle have en lungetransplantation for at overleve.

Selvom hun fik nye lunger i 2019, kunne de desværre ikke hjælpe hende længere. Hun fik en kronisk afstødning og sov stille ind på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg natten til tirsdag.

quote

Fuck, jeg var utaknemmelig for livet, før jeg mødte Amalie. Hun har givet mig livsglæde

Benjamin Sørensen, ven til Amalie Vilslev

Levede til det allersidste

Amalie Vilslev nåede i sin levetid at sætte glimmer på verden.

Knap 50.000 følgere på Instagram har fulgt med i den 21-årige kvindes hverdag, der den seneste tid bestemt ikke kun har været i sengen på hospicet.

Helt til det sidste mødtes Amalie Vilslev med sine veninder.
Helt til det sidste mødtes Amalie Vilslev med sine veninder.
Foto: Lucas Ørsted / TV 2 ECHO

For selvom Amalie Vilslev til sidst var svækket og sad i kørestol, drak hun øl med sine veninder i Københavns sensommersol, hun cyklede igennem byens gader på ladet af en Christianiacykel, og hendes nødalarm på hospicet pyntede hun med perler.

Hendes livsmotto "Alt, vi har, er nu" gennemsyrede både hendes Instagram og hendes leve- og væremåde. Amalie Vilslev levede til det allersidste.

Ville nedbryde tabuer om døden

23-årige Benjamin Sørensen var helt tæt på Amalie Vilslev i den sidste tid.

De to kom tæt på hinanden, efter at de mødte hinanden i en video fra TV 2 ECHO, fordi Benjamin Sørensen selv er dødeligt syg. Han lider af en sjælden sygdom, der betyder, at han skal have lavet en hjerte- og lungetransplantation for at overleve.

Amalie Vilslev ville nedbryde tabuer om døden og have folk til at tale mere om den.
Amalie Vilslev ville nedbryde tabuer om døden og have folk til at tale mere om den.
Foto: Lucas Ørsted / TV 2 ECHO

Amalie Vilslevs insisteren på at få det bedste ud af livet helt til det sidste har gjort et stort indtryk på Benjamin Sørensen.

- Fuck, jeg var utaknemmelig for livet, før jeg mødte Amalie. Hun har givet mig livsglæde. Hun var altid klar på sjov og ballade – også selvom vi mødtes på et sygehus, og alt var træls, siger Benjamin Sørensen og tilføjer:

- Hun var altid optimistisk. Tænkte altid, at alt kunne lade sig gøre. Hun har givet mig en helt ny tro på livet. Jeg skal nok nå langt i live. For vi kan det hele, hvis vi bare finder vores egen vej.

Det var Amalie Vilslevs ønske, at et tv-hold fulgte hende til det sidste, da hun ville nedbryde tabuer omkring døden.

TV 2 ECHO har fulgt Amalie Vilslevs sidste tid på hospice.
TV 2 ECHO har fulgt Amalie Vilslevs sidste tid på hospice.
Foto: Lucas Ørsted / TV 2 ECHO

Hun kontaktede for tre måneder siden TV 2 ECHO, fordi hun nu var terminal. Der var ikke lang tid tilbage. Måneder, uger eller måske kun dage. Hun ville have, at folk taler om døden og ikke skjuler tanker og følelser for hinanden.

Når tiden er rigtig, bringer TV 2 ECHO en dokumentar om hendes sidste tid, som vil kunne ses på TV 2 PLAY.