Advokat til evakueret kvinde: Klient er lettet, ulykkelig og frustreret

Tre kvinder og 14 børn er blevet evakueret fra en fangelejr i Syrien og ankom i nat til Danmark.

En 34-årig etnisk dansk kvinde, der klokken 12 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, er på nuværende tidspunkt adskilt fra sine fem børn.

Det oplyser hendes forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, til TV 2.

- Jeg ved ikke, hvordan børnene har det, men jeg ved, hvordan min klient har det. Hun er lettet over at være kommet til Danmark, men er jo dybt ulykkelig, dybt frustreret ved tanken om, at hun måske skal adskilles fra sine børn, siger advokaten.

Mette Grith Stage håber, at hendes klient bliver løsladt, men at hun ellers bliver varetægtsfængslet i surrogat, så hun ikke skal adskilles fra sine børn.

- Jeg tror, det vil være meget, meget traumatisk for børnene, hvis de skal adskilles fra deres mor. De har jo boet tre år i en fangelejr under nogle frygtelig forhold, som vi dårligt nok kan forestille os. Hun er ikke bare den primære omsorgsperson, hun har været den eneste omsorgsperson, siger Mette Grith Stage.