Alt for mange vil i Legoland: Dørene lukket for flere gæster

Det er kun anden gang i Legolands 48 år lange historie, at parken er blevet nødt til at afvise gæster på grund af for mange besøgende.

Rigtig mange mennesker har i dag lagt vejen omkring Billund for at besøge Legoland. Faktisk har så mange mennesker haft lyst til at besøge den populære park netop i dag, at Legoland har følt sig nødsaget til at lukke dørene for flere besøgende i dag.

Det er kun anden gang i Legolands 48 år lange historie, at parken er blevet nødt til at afvise gæster på grund af for mange besøgende.

- Vi har valgt at lukke dørene af sikkerhedsmæssige grunde, siger Nina Markholt, der er PR og Social Media koordinator i Legoland til TV 2.

- Og så selvfølgelig fordi de mennesker, der allerede er i parken skal have en god oplevelse.

De gæster, der kører forgæves til parken i dag, og derfor må komme tilbage en anden dag, kan forvente kompensation fra Legoland.

- Ved indgangen får man udleveret et brev, og med brevet i hånden kan man få 50 procents rabat på det næste besøg, siger Nina Markholt. 

Præcis hvor mange gæster, der skal til før Legoland lukker dørene, vil parken ikke oplyse om.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.