Amerikansk gigant køber vingeproducent for 11 milliarder

Amerikanske General Electric har fundet den helt store tegnebog frem for at købe vindmøllevingeproducenten LM Wind Power.

En af verdens største virksomheder, General Electric (GE) fra USA, har købt LM Wind Power for 11,2 milliarder kroner.

- Det er en stor dag for LM Wind Power og for vindmølleindustrien, siger administrerende direktør Marc de Jong i en pressemeddelelse.

- Tilbuddet fra GE giver tydelig kommerciel mening for væksten af LM Wind Power, og vi er begejstrede for udsigten til at have en global leder som ejer, fortsætter han.

quote

Det er en stor dag for LM Wind Power og for vindmølleindustrien.

Marc de Jong, adm. direktør, LM Wind Power

Ejet af kapitalfond i 15 år

LM Wind Power, der er placeret i Lunderskov vest for Kolding, er en af verdens største producenter af vinger til vindmølleindustrien.

Selskabet har siden 1978 produceret mere end 185.000 vindmøllevinger, og det skal nu ske som en del af GE, der er en af verdens største virksomheder.

Sælgeren er kapitalfonden Doughty Hanson, der købte LM Wind Power for to milliarder kroner i 2001. 

quote

Det er især en stor anerkendelse af det, som vores mange medarbejdere er lykkedes med over de seneste par år.

Søren Høffer, salgsdirektør, LM Wind Power

Planen var dengang at børsnotere selskabet, men det blev aflyst i 2002.

Fem år senere investerede selskabet i en fabrik i Kina og i 2009 blev LM Wind Power fusioneret med Svendborg Brakes, der laver bremser til vindmølleindustrien. Samme år blev 1900 ansatte fyret. 

Salgsdirektør roser medarbejderne

LM Wind Powers salgsdirektør ser salget som en rigtig god mulighed for virksomheden. Samtidig uddeler han ros.

- Det er især en stor anerkendelse af det, som vores mange medarbejdere er lykkedes med over de seneste par år, hvor vi er kommet fra en lidt svær periode for tre-fire år siden til nu at være i rigtig, rigtig god form, siger salgdirektør Søren Høffer til TV SYD.

Se en af LM Wind Powers gigantiske møllevinger fra luften.

Startede med møbler

Doughty Hanson har i årevis kæmpet med den danske vindmølleproducent, der udover Kina også har produktion i Brasilien, Indien, Polen, Spanien, Canada og Danmark (det fremgik tidligere, at der også er produktion i Sydafrika, men det er ikke tilfældet, selvom det tidligere var planen ifølge Wind Power Monthly).

Efter flere fejlslagne forsøg hyrede kapitalfonden ifølge Finans sidste år Goldman Sachs til at sælge vingeproducenten, og det er nu lykkedes.

Vingeproducentens historie går helt tilbage til 1940, hvor det startede med produktion af møbler. Det ændrede sig senere til vindmøller og i dag har LM Wind Power 13 fabrikker fordelt på otte lande verden over.

Får mere viden

Hos GE siger Jérôme Pécresse, der er chef for gigantens Renewable Energy-forretning, at der er store muligheder i opkøbet af den danske vingeproducent.

- Vi vil kort sagt have en større lokal tilstedeværelse, øget fleksibilitet og viden i design og levering af vindmøller og en forbedret evne til at skabe innovation og sænke priserne, samtidig med at vi styrker møllernes ydeevne, siger Jérôme Pécresse i en meddelelse.

Handlen ventes at blive afsluttet i 2017.