Anklager kræver hård straf til 28-årig i 'usædvanlig sag' om vold og trusler mod ekskærester

Mandens forsvarer kalder otte år langt sagsforløb for på grænsen til umenneskeligt.

En 28-årig mand fra Fredericia bør idømmes mindst tre år og tre måneders fængsel i en omfattende sag, hvor han er tiltalt for i alt 70 forhold.

Det argumenterede anklager Iben Degnbol fredag for ved Retten i Kolding.

Anklagerne mod manden strækker sig over en periode fra 2012 til 2020 og omhandler blandt andet socialt bedrageri, tyverier, frihedsberøvelse samt vold og trusler mod fire kvinder, som han har været i et forhold med.

I et af forholdene er manden tiltalt for i 2015 at have overfaldet sin ekskæreste på hendes badeværelse, hvor han tog kvælertag og stak en saks ind til hendes hals og truede hende på livet. Han er desuden tiltalt for vold mod den samme ekskærestes far.

- Det er en usædvanlig sag, fordi den omhandler så stort et antal forskellige forhold i så lang en periode, konkluderede anklageren i sine afsluttende bemærkninger.

Kalder 28-årig for utroværdig

Særligt tre af de kvinder, som manden har været i forhold med, har i retten beskrevet næsten identiske forløb, hvor alt var godt i begyndelsen af forholdene, men at den 28-årige med tiden blev kontrollerende og jaloux, hvilket senere udviklede sig til både vold og trusler.

- I skal se på hvert forhold isoleret set, men også se dem i sammenhæng, da det samme går igen. Kvindernes version er markant anderledes end den tiltaltes, sagde Iben Degnbol.

Ifølge anklageren øger kvindernes næsten enslydende beskrivelser af deres forhold troværdigheden i deres udsagn, mens hun betegnede den 28-åriges forklaringer som "utroværdige" og "konstruerede" til at passe til oplysningerne i sagen.

I den forbindelse henviste hun også til mentalerklæringer, hvor han er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse med klare dyssociale træk. Det kommer ifølge anklageren til udtryk i mandens forklaringer.

- Han har ikke villet erkende, at han har gjort noget galt. Hver gang er det hans opfattelse, at det er kvinderne, der har gjort noget galt, og at det her er noget, de gør for at få ram på ham, forklarede anklageren.

Den 28-åriges forsvarsadvokat, Mikkel Cramer, argumenterede omvendt for, at det er problematisk, at kvinderne inden retssagen har mødtes, da de på den måde har kunnet påvirket hinandens forklaringer, hvilket "ikke gør noget godt for troværdigheden".

Forsvarer har aldrig oplevet noget lignende

Den tiltalte har erkendt enkelte forhold, herunder et slagsmål, og at han har iværksat en indsamling under påskud af at være syg af kræft. Men han nægter sig skyldig i resten af anklagepunkterne.

Mandens forsvarsadvokat, Mikkel Cramer, krævede ved torsdagens procedure, at den 28-årige frifindes i de resterende forhold. Han argumenterede for en straf på mellem højst et år og et år og tre måneders fængsel, hvis manden alligevel bliver dømt.

Ifølge forsvareren er der i mange af anklagepunkterne ikke fremlagt klare beviser, og derudover hæftede han sig ved det langstrakte sagsforløb på otte år fra de ældste episoder.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Det er synd for alle involverede parter, og jeg synes faktisk, at vi læner os op af en krænkelse af menneskerettighederne for retfærdig rettergang, sagde Mikkel Cramer under sine afsluttende bemærkninger torsdag og argumenterede for en reduktion i strafudmålingne.

Kritik af langstrakt forløb

TV 2 Dokumentar følger sagen, hvor Sydøstjyllands Politi i løbet af otte år har modtaget utallige anmeldelser mod den 28-årige, men som altså først nu kommer for retten.

Tobias Grotkjær Elmstrøm, som er bistandsadvokat for tre af de forurettede ekskærester, har tidligere rettet kritik af det langstrakte forløb.

- Konsekvenserne for mine klienter i den her sag er store. Der er flere af dem, der har det svært psykisk, går til psykolog og endnu ikke er kommet tilbage på arbejde, har han fortalt til TV 2 i forbindelse med retssagen.

Ved torsdagens retsmøde forklarede anklager Iben Degnbol, at der er "mange grunde til, at sagen har været længe undervejs". Konkret nævnte hun, at der har skullet indhentes tre mentalerklæringer på den 28-årige, at retsmøder flere gange er blevet aflyst, at det har været svært at få fat i den tiltalte, og at han oftest ikke har ønsket at tale med politiet.

Ifølge anklageren bør den 28-årige foruden fængsel også idømmes en bøde på 30.000 og ubetinget frakendelse af førerretten i mindst tre år og seks måneder for flere færdselsforseelser.

Der falder dom i sagen 30. september.