Dansk Tour-arrangør krydser fingre lige nu

Coronasmitten er i vækst i flere cykelløb med to uger til starten på Tour de France. Arrangøren håber, det ikke får indflydelse på de danske etaper, der også byder på en etape fra Vejle til Sønderborg.

Coronatilfældene registreres på samlebånd i det igangværende cykelløb Schweiz Rundt, som mange af rytterne bruger som opvarmning til Tour de France.

Fire hold har trukket sig, og adskillige profiler har måttet forlade løbet med en positiv test bare to uger før Tour-starten i Danmark. Også Slovenien Rundt har været ramt af corona.

I organisationen Grand Depart København følger man udviklingen, men skal der ske ændringer frem mod Touren, ligger beslutningen hos cykelsportens mest magtfulde beslutningstagere.

- Vi er glade for, at der er 14 dage endnu, siger talsmand Alex Pedersen.

- Skal der laves nogle ekstraordinære forhold for at sende cykelholdene lidt mere i bobler, end de har været det sidste års tid, er det UCI, der skal gøre det.

Til TV 2 SPORT oplyser Grand Depart følgende:

- I Danmark er det sundhedsmyndighedernes regler og anbefalinger, der gælder i forhold til covid-19. Tour de France-organisationen, A.S.O,. følger de danske myndigheders anvisninger for covid-19 under de tre danske etaper.

- Derudover følger A.S.O. efter UCI’s specifikke regler og retningslinjer for test og brug mundbind i de områder, hvor rytterne og holdene opholder sig - og hvor de kommer i nærheden af medier og publikum

"Lad os håbe"

Forberedelserne til Tour de France på dansk jord har været i gang i årevis. Oprindeligt skulle Danmark have været vært for de tre første etaper i 2021, men arrangementet blev på grund af selv samme pandemi skubbet et år.

Sæsonen i år har modsat de to foregående ikke været specielt præget af corona. Ud over enkelte tilfælde hist og her er løbene generelt blevet afviklet uden de store problemer indtil nu.

Visse coronaregler har dog været gældende hele tiden, minder Alex Pedersen om.

- Der er stadig en regel om, at man skal bære mundbind, når man er tæt på rytterne. Det skulle man også, da der blev kørt UCI-løb i Herning i sidste måned.

- Lad os nu håbe, at de nøjes med at smitte hinanden dernede (i Schweiz, red.) og så kommer hjem og bliver raske, siger talsmanden.

Fra 1. til 3. etape afvikles de tre Tour-etaper på dansk jord.