Danskere strømmer til Jelling: Vi er i familie med Gorm den Gamle

Med stamtavle og eksperthjælp forsøger blandt andet el-installatør Peter Skånstrøm at finde ud af, om han er efterkommer af Gorm den Gamle.

En masse danskere, der lørdag var samlet i Jelling, har én ting til fælles: De håber at få bevist, at de er efterkommere af den tidligere danske konge Gorm den Gamle, der menes at have regeret Danmark for mere end 1000 år siden - i den tidlige halvdel af 900-tallet.

Gorm den Gamle nævnes blandt andet på to runesten i Jelling som dansk konge - og mange af de besøgende i Kongernes Jelling havde taget stamtavler med for at fastslå slægtskabet til den gamle konge.

- Det virker, som om der var stor troværdighed i anetavlen, siger en håbefuld Peter Skånstrøm til TV 2 efter at have fået eksperthjælp.

Han er el-installatør og en af de hundredevis af danskere, der tog turen til Nationalmuseets museum Kongernes Jelling, hvor Nationalmuseet lørdag havde kaldt til "Kong Gorms store familietræf".

Her kunne de mange danskere, der er interesseret i slægtsforskning og mener, at de nedstammer fra Gorm den Gamle, få svar fra eksperterne.

Ikke endeligt bevis

Peter Skånstrøm kunne ikke få noget endeligt bevis på, at han er en af Gorm den Gamles efterkommere. Eksperterne fortalte ham, det krævede yderligere efterforskning - men Peter Skånstrøm kunne forlade træffet med bevidstheden om, at det i hvert fald ikke er umuligt eller usandsynligt. Og han leder nu videre efter svar.

Det er historierne fra en masse besøgende, der har fået Kongernes Jelling til at indkalde til det store familietræf.

- Der er masser af historier, når vi møder folk herude i Kongernes Jelling, når de kommer til rundvisninger. Så siger de "jeg er faktisk i familie med Gorm den Gamle", og så tænkte vi "hvorfor ikke samle dem allesammen," siger Morten Teilmann-Jørgensen, Kongernes Jelling.

Peter Skånstrøm måtte sammen med en række andre stå i kø med sin stamtavle, inden han kunne få svar fra de professionelle slægtsforskere, der skal give de nysgerrige danskere svar på, om de er i familie med Gorm den Gamle.

Lørdag aften var der vikingetaffel med ægte mjød som afslutning på den gamle konges store familiefest for mulige efterkommere.