Det skal du være opmærksom på, hvis du skal køre gennem Tyskland

Planlægning er vigtigt, hvis man skal sydpå i bil, siger Udenrigsministeriet.

Sommerferien er over os, og tusindvis af danskere pakker i weekenden bilen og kører sydpå.

Men med ekstreme oversvømmelser i Tyskland er der flere ting at holde for øje, hvis man skal krydse landet på vej til sin feriedestination.

Det siger Erik Brøgger, der er direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice.

- Planlægning, planlægning, planlægning. Det er det, man skal ud i, hvis man skal sydover, siger han til TV 2.

quote

Trafiksituationen er stadig meget anspændt.

Thomas Müther, ADAC

Kødannelser østpå

Har man planer om at suse afsted på de østlige, tyske motorveje, vil det ikke direkte være oversvømmelserne, der udfordrer turen.

De store mængder regn og kaotiske tilstande har nemlig primært ramt dele af Vesttyskland.

Men ifølge Erik Brøgger kan det alligevel betyde, at en del af trafikken i den vestlige del af landet bliver flyttet østpå.

- Det gør selvfølgelig, at de kødannelser, der er typiske her i weekenderne i sommermånederne, kan blive større, siger han.

Oversvømmelser i Køln-området. Lige nu er mere end 100 mennesker omkommet, og over 1000 meldt savnet efter oversvømmelserne i Tyskland.
Oversvømmelser i Køln-området. Lige nu er mere end 100 mennesker omkommet, og over 1000 meldt savnet efter oversvømmelserne i Tyskland.
Foto: HANDOUT / Ritzau Scanpix

Planlægning vestpå

Skal man til gengæld vestpå kræver det ifølge direktøren lidt mere af den omtalte planlægning.

- I det vestlige Tyskland er der veje, som er spærrede, og der vil være anderledes trafikmønstre, end man er vant til, siger Erik Brøgger.

Det gælder blandt andet på motorvejen A1, som flere danskere benytter, når de skal sydpå. Den er spærret mellem Wermelskirchen og Leverkusen.

Kilde: ADAC
Kilde: ADAC

Direktøren fremhæver vejvisningsapps som Google Maps som et godt redskab at benytte, før man sætter sig ind i bilen og drejer af mod Vesttyskland.

Tjenesten opdateres nemlig løbende med informationer om kødannelse, afspærringer og alternative ruter.

Og så anbefaler Erik Brøgger, at man orienterer sig på Tysklands bilistforening, ADACs, hjemmeside.

quote

Holder man først i en kø, kan man måske ikke komme fremad i flere timer.

Thomas Müther, ADAC

Spærret gennem weekenden

Hos ADAC fortæller kommunikationschef Thomas Müther, at de store vandmængder på nuværende tidpunkt har konsekvenser for ferietrafikken flere steder.

- Trafiksituationen er stadig meget anspændt eksempelvis i Köln og omegn, siger han til TV 2.

Samtidig fortæller han, at føromtalte motorvej A1 fortsat forventes at være spærret gennem hele weekenden.

- Det er én af de vigtigste trafikårer. Den har stor betydning for både pendlere og ferietrafikken, siger han.

Også dele af motorvej 61 vil ifølge ADAC løbende blive spærret mellem Mönchengladbach og Koblenz på grund af oversvømmelserne.

Motorvej 61 afspærres løbende på strækningen her

Kilde: ADAC
Kilde: ADAC

Thomas Müther opfordrer derfor bilister til grundigt at søge information om de tyske vejstrækninger på deres hjemmeside og diverse vejvisningsapps, før man bevæger sig ud på vejene.

- Holder man først i en kø, kan man måske ikke komme fremad i flere timer, siger han.

Samtidig advarer Deutsche Bahn - det tyske jernbaneselskab - mod at tage toget gennem Nordrhein-Vestfalen.