Disse restriktioner bliver fjernet – og disse bliver forlænget

En række restriktioner bortfalder 16. januar. Få overblikket her.

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg er blevet enige om at løfte en række coronarestriktioner fra 16. januar. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde onsdag aften.

Hævelsen af restriktionerne sker på baggrund af anbefalinger fra coronaekspertgruppen kaldet Epidemikommissionen.

På baggrund af kommissionens anbefalinger åbner dette fra søndag 16. januar:

  • Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet


  • Udendørs idrætsarrangementer hvor tilskuere har billetter og sidder ned


  • Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og omrejsende tivolier


  • Museer, kunsthaller og aktivitetscentre


De ovenstående ting genåbnes med krav om coronapas og mundbind eller visir. Sidstnævnte krav gælder kun indendørs.

Derudover indstiller Epidemikommissionen, at følgende åbner med krav om coronapas og mundbind/visir og desuden en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs:

  • Biografer


  • Spillesteder og teatre


  • Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer


Folketingets Epidemiudvalg har på dette punkt åbnet yderligere end kommissionen anbefalede, da deltagerbegrænsningen ser ud til at blive hævet til 1500 personer i indhegnede områder af 500.

Det bliver ikke tilladt at stå op til de pågældende steder. Desuden bortfalder et arealkrav i Folkekirken og andre trossamfund fra natten til 16. januar.

Disse restriktioner anbefales fortsat

Det er dog langt fra alle restriktioner, der bliver hævet. Følgende forbliver lukket til og med 31. januar:

  • Natteliv


  • Spillehaller og kasinoer


  • Legeland og badeland


  • Forsamlingshuse og selskabslokaler


Derudover skal serveringssteder fortsat stoppe udskænkning af alkohol fra kl. 22 og holde lukket fra kl. 23 til kl. 05. Der er desuden et generelt forbud om salg af alkohol fra kl. 23 til kl. 05.

Arealkravet på 2 kvadratmeter per gæst for siddende gæster og 4 kvadratmeter for stående gæster bibeholdes.

De eksisterende mundbindskrav samt kravet om pladsbillet i InterCity- og InterCityLyn-tog forbliver.

Anbefalingen, om at ansatte på både offentlige og private arbejdspladser så vidt muligt arbejder hjemmefra, består, men Epidemikommissionen lægger op til, at opfordringen gradvist lempes "snarest".

Restriktioner udløber søndag

Lempelserne sker på baggrund af anbefalinger fra Epidemikommissionen. Epidemikommissionen består af en lang række embedsmænd fra ministerier og sundhedsmyndigheder, og den kan som nævnt kun komme med anbefalinger til regeringen, som så bruger disse til at foreslå restriktioner i epidemiudvalget.

Epidemikommissionens medlemmer

Epidemikommissionen består af 11 medlemmer. To af dem er udpeget af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), mens de resterende ni medlemmer er udpeget efter indstilling fra henholdsvis erhvervsministeren, finansministeren, justitsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.


  • Departementschef Svend Særkjær (formand), Sundhedsministeriet


  • Afdelingschef Lene Brøndum Jensen, Sundhedsministeriet


  • Erhvervspolitisk direktør Anders Thusgaard, Erhvervsministeriet


  • Afdelingschef Annemarie Lauritsen, Finansministeriet


  • Departementschef Johan Kristian Legarth, Justitsministeriet


  • Direktør Anette Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed


  • Direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen


  • Administrerende direktør Henrik Ullum, Statens Serum Institut


  • Rigspolitichef Thorkild Fogde, Rigspolitiet


  • Administrerende direktør Kristian Wendelboe, Kommunernes Landsforening


  • Administrerende direktør Adam Wolf, Danske regioner


Medlemmerne repræsenterer den pågældende minister eller myndighed. 

Regeringen har traditionelt fulgt indstillingerne fra Epidemikommissionen.

Alle Folketingets partier - med undtagelse af Alternativet, Frie Grønne og Kristendemokraterne - er repræsenteret i epidemiudvalget, og hvis restriktioner skal vedtages her, må der ikke være et flertal mod restriktionerne.

Næste genåbning kan blive stor

Epidemikommissionen har i sine anbefalinger forud for onsdagens beslutning om lempelse af restriktionerne forholdt sig til, hvordan den videre genåbning af samfundet skal foregå.

Her lægger kommissionen op til "få større trin, frem for flere mindre trin".

Kommissionen vurderer i øjeblikket, at næste trin i genåbningen kan indeholde en lempelse af hovedparten af de øvrige restriktioner på kultur- og erhvervsområdet samt begrænsningerne på serveringsteder.