Efter 25 år har syg mand endelig fået afsluttet sin sag i jobcentret

Han kalder det et kvart århundrede i helvede. Nu bliver Brian Larsens sag afsluttet.

Brian Larsens hænder ryster, da han lægger røret på. Efter 25 år har Hedensted Kommune endelig afsluttet hans sag og tildelt ham den førtidspension, han så brændende har ønsket sig.

- Det er fuldstændig uvirkeligt, siger han og knækker sammen i gråd.

TV 2 var med, da Brian Larsen tirsdag fik opkaldet fra jobcentret, som har sat det endelige punktum i hans årelange sag.

Brian Larsen har ventet 25 år på afklaring.
Brian Larsen har ventet 25 år på afklaring.
Foto: TV 2

Første gang, vi mødte ham, var tilbage i august, hvor han i forbindelse med dokumentaren 'Håbløst arbejde' fortalte om sit 25 år lange forløb, der startede i 1997, hvor han var ude for en arbejdsulykke. Siden er hans tilstand blevet forværret af flere blodpropper og en lungesygdom.

Brian Larsens forløb

Brian Larsen blev født 23. september 1969.

1997: Brian Larsen er i en arbejdsulykke på et lager, hvor han får ødelagt sin skulder. Han erklæres 35 procent invalid.

1997-2006: Vi har ikke sagsakter for perioden, men Brian Larsen fortæller selv, at han de efterfølgende ni år skiftevis er på dagpenge og sygedagpenge.

2006-2010: Brian Larsen får revalidering og uddanner sig til pædagog. Men Brian Larsens tilstand forværres, og han kommer aldrig i gang med arbejdet.

2010: Brian Larsen tildeles skadesforsikring og køber sit hus for pengene.

2010-2015: Efter det mislykkede forsøg på at arbejde som pædagog er Brian Larsen igen tilbage på sygedagpenge og dagpenge.

2015-2017: Brian Larsen får tildelt et toårigt jobafklaringsforløb. Det lykkes ikke Hedensted Kommune at afklare hans arbejdsevne.

2017-2020: Brian Larsen bliver tildelt et treårigt ressourceforløb, hvor formålet ligeledes er at afklare hans arbejdsevne. 

2019: Brian Larsen har næsten afsluttet sit treårige ressourceforløb, da han under et møde på jobcentret oplever at blive krænket af en ansat. Episoden resulterer i, at Brian Larsen sygemelder sig med angst og ikke møder op til de sidste 7 ud af 20 praktikdage. Derfor afslutter kommunen ikke hans ressourceforløb.

2020: Brian Larsen får afslag på førtidspension, da kommunen på grund af hans manglende fremmøde i praktikken ikke mener, at de har solidt nok grundlag til at afklare hans arbejdsevne.

2020: Brian Larsen bliver tildelt endnu et treårigt ressourceforløb, der skal afklare hans jobevne.

2022: Brian Larsen har gennemført et praktikforløb i en kirke og venter nu på at få at vide, om han efter 25 år i systemet kan få tildelt førtidspension.


I årevis har han hverken kunnet lave mad eller gøre rent.

Alligevel har kommunen ikke været i stand til afklare hans arbejdsevne. Før nu.

- Og jeg forstår jo ikke, hvorfor det har taget dem så lang tid. Jeg er et ødelagt menneske, siger Brian Larsen.

Selvom han nu har fået sin pension, så er han stadig vred over, at det har taget så mange år af hans liv at nå dertil.

Ikke alene

Og Brian Larsen er bare én ud af tusindvis af danskere, som lige nu sidder i et limbo mellem at være for syge til at arbejde, men ikke syge nok til at få tildelt førtidspension.

I 2021 var der flere end 200.000 syge eller socialt belastede borgere på midlertidige ydelser.

Faktisk viser en opgørelse, at antallet af borgere, der har været mere end fem år i systemet, når de får tildelt førtidspension, er steget markant. Antallet er tredoblet, siden en reform af førtidspension og flexjob blev vedtaget i 2012.

Sygdom forværres i mødet med jobcenteret

En undersøgelse fra 2019 af SIND og Psykiatrifonden viser, at syge borgere oplever at blive endnu mere syge i deres møde med jobcenteret.

  • Cirka en tredjedel af respondenterne angiver, at deres helbred forværres som følge af deres møde med systemet.

  • Næsten halvdelen angiver, at de har oplevet, at jobcenteret har set bort fra udtalelser fra læge, psykolog eller psykiater.

  • 57 procent angiver, at de oplever et pres fra jobcenteret om at arbejde mere, end de kan magte.

  • 67,9 procent oplever, at jobcenteret i høj grad eller nogen grad belaster deres livskvalitet. Omvendt vurderer 15 procent af de adspurgte, at jobcenterkontakten forbedrer eller øger deres livskvalitet.

  • 72 procent af respondenterne oplever fysisk eller psykisk ubehag, når de skal til møder med jobcenteret. Det inkluderer søvnbesvær, angst eller forværring af angst, koncentrationsbesvær og en følelse af stress.

  • 23 procent har tanker om, at livet ikke er værd at leve på grund af jobcenterkontakten.

Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra cirka 1400 medlemmer af fagforeningerne 3F, FOA og Dansk Magisterforening. Respondenterne er alle personer med sygdom, der er tilknyttet et jobcenter.

Det er det, Brian Larsen er vred over. For han forstår sagtens, at man skal afklares, før man kan få tildelt førtidspension, men han forstår ikke, at det kan tage så mange år.

- Jeg var 27, da det startede. Nu er jeg 52. Det er halvdelen af mit liv, der er gået med dette her, siger han.

En god dag

Det var kun Brian Larsens mor, der vidste, at hans sag formentlig ville blive afgjort i dag.

For han har ikke turdet håbe på, at det rent faktisk ville ske. Faktisk har han været så nervøs, at han vågnede klokken halv fem og med egne ord har "rendt frem og tilbage" mellem toilet og sofa.

- Indtil nu har jeg jo kun oplevet at blive skuffet, så jeg havde ikke regnet med noget, siger han.

Brian Larsen siger, at både hans krop og sind har lidt under de mange forløb i Hedensted Kommune.
Brian Larsen siger, at både hans krop og sind har lidt under de mange forløb i Hedensted Kommune.
Foto: TV 2

Selvom han er vred, så havde han besluttet, at det skulle være en god dag. For uanset hvad er Brian Larsens tid i jobcentret forbi.

- Jeg er egentlig ikke meget for søde sager, men min mor kommer med kage, og så er det ligesom det, siger Brian Larsen.

Han glæder sig til, at jobcentret ikke længere skal være det første, han tænker på, når han står op, og det sidste han tænker på, når han går i seng.

- Nu har jeg ikke haft ro i kroppen i mange år, og jeg håber, at jeg kan finde ro nu efter at have været i alarmberedskab i så mange år. Så jeg håber, kroppen kan komme af med uroen, siger han.

Men derudover ser han ikke meget lys i fremtiden.

Brian Larsen håber, at førtidspensionen kan give ham ro, men han føler, at hans liv er ødelagt.
Brian Larsen håber, at førtidspensionen kan give ham ro, men han føler, at hans liv er ødelagt.
Foto: TV 2

- Jeg er knækket. Jeg er ødelagt som menneske, siger han, mens tårerne triller ned ad kinderne, og han må holde en pause, da gråden endnu en gang presser sig på.

- Det har taget hårdt på en i alle det år. Det har det, siger han og retter sig op.

- Jeg tror desværre, at det vil forfølge mig resten af livet, at jeg har været igennem det her, siger han.

Vil bane vejen for andre

Han håber dog, at hans historie kan være med til at bane vejen for, at andre syge mennesker ikke skal igennem samme "helvede", som han selv har oplevet.

- Jeg står frem, for at andre ikke skal ende ligeså ødelagte som mig, siger han.

Sådan så Brian Larsen ud inden ulykken.
Sådan så Brian Larsen ud inden ulykken.
Foto: TV 2

Hans håb er, at politikerne vil reagere og ændre systemet.

- For man bliver ødelagt af at være så længe i det, som jeg har været, siger han.

TV 2 har fremlagt den kritik, Brian Larsen rejser, for Jobcenter Hedensted. De ønsker ikke at stille op til interview eller at udtale sig i den konkrete sag.

Men de skriver i en mail på vegne af beskæftigelsesdirektør Hans Christian Knudsen, at "en sag som Brians selvfølgelig også sætter spor" hos dem.

- Vi har helt sikkert lavet fejl undervejs og udtrykt os på en uheldig måde. Det beklager vi selvfølgelig, og det har vi også gjort over for Brian i den konkrete sag. Og det skal vi selvfølgelig lære af, står der.

Derudover skriver de blandt andet, at de har "en lovgivningsmæssig forpligtelse" til at afsøge mulighederne for, at borgerne kan arbejde, og at nogle sager "desværre" er "meget komplekse" og tager lang tid.

Endelig siger de, at de generelt oplever, at borgernes forventninger og de lovgivningsmæssige rammer ofte ikke stemmer overens.

Se hele historien om Brian Larsen i dokumentaren 'Håbløst arbejde' på TV 2 PLAY.