En hel gris koster nu 150 kroner: - Det gør rigtig, rigtig ondt

Aldrig har prisen på en dansk smågris været så lav. Landmænd taber penge på hver eneste gris, og på lang sigt kan de ende med at måtte aflive mange.

Det koster lige på den forkerte side af en million kroner om måneden for Jeppe Bloch Nielsen at udføre sit arbejde lige nu.

Han er formand for Danske Svineproducenter, og så er han svinebonde, der producerer tusindvis af smågrise i Vejen, som han eksporterer til andre lande.

Prisen på smågrise er i øjeblikket så lav, at han taber penge på hver eneste smågris, han sælger.

quote

Hvis grisene bliver ved med at hobe sig op, kan vi komme derhen, hvor vi bliver nødt til at aflive grise.

Torsten Simonsen, direktør i DTL

Blot 150 kroner koster en sund og rask gris på 30 kilogram i dag. Så sent som i juni måned kostede sådan en 495 kroner, viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

Den nuværende pris er den laveste, der nogensinde har været.

- Vi er kede af, at priserne er faldet så meget, og det er skræmmende, at vi kan se så store prissvingninger på så kort tid, siger Jeppe Bloch Hansen.

Det koster ham cirka 400 kroner at producere en gris på 30 kilo.

- Og så er der bare et tab på 250 kroner per gris, siger han.

For at gøre ondt værre…

Danske svinebønder producerer omtrent 30 millioner smågrise om året, og mens halvdelen bliver fedet op og sidenhen slagtet i Danmark, ryger den anden halvdel til udlandet, hvor de fedes op og sælges der – eller eksporteres videre.

Det er den sidstnævnte halvdel, som er ramt af prisfaldet.

De vilde udsving i prisen skyldes mange ting, men særligt handler det om, at Tyskland og Polen, der typisk står for at aftage størstedelen af de danske smågrise, ganske enkelt ikke efterspørger dem i øjeblikket.

Dele af Polen er i øjeblikket ramt af afrikansk svinepest, og økonomien i at producere svin i Tyskland er for tiden så dårlig, at mange landmænd ikke tør købe nye smågrise fra Danmark til at have stående i deres stalde.

For at gøre ondt værre er prisen på foder i øjeblikket ekstraordinært høj.

quote

Bliver det her ved, er det noget, der vil sætte sig i priserne i supermarkedet.

Christian Fink Hansen, sektordirektør for svineproduktion hos Landbrug & Fødevarer.

Jeppe Bloch Nielsen siger, at svineproducenterne er vant til, at svinepriserne går op og ned. Det kommer man over ved at bruge gode tiders indtjening til at polstre forretningen til sværere tider. Alligevel er det særligt svært, når prisen som nu er historisk lav.

- Vi skal nok klare os, men det gør rigtig, rigtig ondt lige nu, siger han.

Skal muligvis aflive smågrise

Torsten Simonsen er direktør i virksomheden DTL, der årligt producerer og omsætter i massevis af smågrise, og han siger ligeledes, at det er ”umuligt for hele branchen at tjene penge,” som markedet ser ud i øjeblikket.

Efterspørgslen er der ganske enkelt ikke, og så hober grisene sig simpelthen op ude i stalden, forklarer han.

- De seneste tre uger har vi solgt omkring 25 procent færre grise. Det betyder, at presset kun vokser lige nu. Der kan ikke findes plads i staldene ude i Europa, siger Torsten Simonsen.

For nuværende går det nok, siger han. Men på længere sigt er det ikke en holdbar løsning.

- Hvis grisene bliver ved med at hobe sig op, kan vi komme derhen, hvor vi bliver nødt til at aflive grise. Jeg håber ikke, at det bliver aktuelt, men truslen er til stede, siger han.

Et kig i krystalkuglen

Problemet begrænser sig ikke til nogle enkelte svinefarme, lyder det fra Christian Fink Hansen, der er sektordirektør for svineproduktion hos Landbrug & Fødevarer.

- Alle producenter er ramt af det her. Det er kun et spørgsmål om, hvor hårdt den enkelte landmand er ramt, siger han.

Tidligere var der en enorm efterspørgsel efter dansk gris i Kina, men nu har landet fået sin egen produktion på benene.
Tidligere var der en enorm efterspørgsel efter dansk gris i Kina, men nu har landet fået sin egen produktion på benene.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis der findes en god side af de voldsomme prisfald, er det ifølge Christian Fink Hansen, at priserne på smågrise særligt i dele af 2019 og 2020 var usædvanligt høje, hvorfor de danske svineproducenter er økonomisk godt polstrede.

- Vi står et bedre sted i Danmark end mange andre lande, fordi vores produktionsomkostninger er så lave. Derfor kan vi producere gris til lavere priser end konkurrenterne, siger Christian Fink Hansen.

Et kig i krystalkuglen for prisen på svinekød spår desuden, at næste sommer ”ser ganske fornuftig ud” for svineproducenterne, tilføjer han.

Svin på længere sigt

Men hvad betyder den kollapsede pris på de smågrise så for prisen på den flæskesteg, man går ned og henter i sit lokale supermarked?

Lige foreløbigt ikke specielt meget.

De såkaldte 30-kilos grise, som er omfattet af prisfaldet, er nemlig som udgangspunkt ikke til slagtning, men i stedet til eksport.

Christian Fink Hansen siger dog, at det på længere sigt godt kan betyde billigere grisekød til danskerne.

- Det er klart, at bliver det her ved, så er det noget, der vil sætte sig i priserne i supermarkedet, siger han.

Billigere flæskesteg

Desuden er prisen på slagtesvin i øjeblikket også lavere, end den tidligere har været, om end den ikke er lige så uhørt lav, som det gør sig gældende for smågrisene.

I uge 42 koster et gennemsnitligt kilo svinekød 8,4 kroner, mens de i uge 24 kostede 11,9 kroner.

Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker i Danske Bank, mener derfor, at det før eller siden kan afspejle sig i priserne.

- Vi har altså set, at svinepriserne er dykket kraftigt de seneste uger. Og med lidt forsinkelse vil det typisk betyde udslag på prisen på den flæskesteg, der ligger i supermarkedet.

Louise Aggerstrøm Hansen minder imidlertid om, at det ikke kun er prisen på den enkelte slagtegris, der bestemmer, hvor meget forbrugerne skal betale for deres kød.

- Det handler også om, hvad det koster at slagte svinet, og hvad det koster at få nogen til at lægge kødet ned i køledisken. Men det vil formodentligt blive noget, man kan mærke, siger hun.