Flere sygeplejersker strejker: Næsten alle syddanske sygehuse omfattes

Sygeplejerskekonflikten bliver igen optrappet. 315 sygeplejersker er udtaget til strejke fra 31. august.

For fjerde gang på lige så mange uger, har Dansk Sygeplejeråd (DSR) optrappet den igangværende strejke.

Fra 31. august vil 315 ekstra sygeplejersker således skulle nedlægge arbejdet og tage del i den strejke, der har været i gang siden midten af juni.

De seneste tre uger er der blevet udtaget henholdsvis 702, 225 og 215 sygeplejersker. Dertil kommer de cirka 5000 sygeplejersker, der har været udtaget til strejke siden konfliktens start.

- Det gør altid ondt, når sygeplejerskerne strejker, fordi vi ikke kan undgå, at det også går ud over borgere og patienter. Derfor håber jeg også, at de, der sidder med nøglen til en løsning, efterhånden har forstået alvoren, udtaler Grete Christensen, der er formand for DSR, i pressemeddelelsen, hvor optrapningen bliver annonceret.

Næsten alle syddanske sygehuse er omfattet

I en pressemeddelelse skriver DSR, at det særligt er sygeplejerskerne i kommunerne, der bliver ramt denne gang.

I Region Syddanmark rammes kommunerne Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Kolding, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Esbjerg. Region Midtjylland rammes ikke af optrapningen denne gang.

De udtagne sygeplejersker er stort set alle fra visitationsafdelinger eller hjemmesygeplejen og har ansvar for overgangene fra sygehus til kommune, oplyser DSR. Det kan være opgaver som hjælp til påkældning, madlavninger og lignende opgave, så længe opgaverne ikke er akutte.

I Region Hovedstaden er det primært sygeplejersker fra Københavns Kommune, der er blevet udtaget i denne omgang. Frederikssund og Helsingør er dog også på listen over kommuner, der bliver påvirket.

På Sjælland er det Greve og Guldborgsund, mens det i Nordjylland er Brønderslev Kommune, der bliver ramt hårdest, mens en enkelt afdeling i Aalborg også er blevet udtaget.

Her strejker sygeplejerskerne i Syd- og Sønderjylland

REGION SYDDANMARK

Regionshuset Vejle:

Regional Visitation

Sygehus Lillebælt Vejle:

Dagkirurgisk afdeling

Hjertemedicinsk Ambulatorium

Medicinsk Ambulatorium med tilhørende dagafsnit

Opvågning og Intermediærafsnit

Ortopædkirurgisk Ambulatorium

Øjenafdelingen, Operation og Ambulatorium

Sygehus Lillebælt Kolding:

Bedøvelse og Intensiv - Dagkirurgisk

Medicinsk Diabetes og Hormonsygdomme Ambulatorium

Endoskopisk / Organkirurgisk Ambulatorium

Hjerne - og Nervesygdomme Ambulatorium

Kirurgisk Ambulatorium (ortopæd.)

Kvindesygdomme Ambulatorium

Medicinsk Nyreambulatorium

Medicinske Ambulatorier (gigt, infektion, knogleskørhed, lunge, mave-tarm, ældre, demens)

KLU: Innovation, Aktiv Patientstøtte


Sygehus Lillebælt Middelfart:

Rygkirurgisk Ambulatorium

Rygmedicinsk Ambulatorium


Sydvestjysk Sygehus Esbjerg:

AK-Klinikken

Gigt og Bindevæv Ambulatorium

Hjerteambulatorium

Kvindesygdomme Ambulatorium

Kæbekirurgisk Ambulatorium

Lungeambulatorium

Mave og Tarm Ambulatorium

Opvågning

Ortopædkirurgisk Ambulatorium

Planlagt kirurgi

Urinvejskirurgisk Ambulatorium

Øre-, Næse- og Hals Ambulatorium

Nyreambulatorium

Diabetes- og Hormon Ambulatorium

Overvægtsambulatorium


Grindsted:

Daghospital

GR Anæstesi og operation (fra 10. august)

Friklinikken (fra 25. august)


Brørup:

Veneklinikken

Sygehus Sønderjylland Sønderborg:

Dagkirurgi

Øjensygdomme

Bedøvelse og intensiv (fra 17. august)

Sygehus Sønderjylland Aabenraa:

Afdelingen for Kvindesygdomme (fra 25. august)

Bedøvelse og intensiv, afsnit bedøvelse og operation (fra 10. august)


REGION MIDTJYLLAND

Regionshospitalet Horsens:

Dagkirurgisk afdeling

Bedøvelse, operation og intensiv: Opvågning og anæstesi (fra 17. august)

Patientkontoret i Viborg: Patientvejlederne (fra 10. august)


KOMMUNER

Aabenraa:

Visitation og Rehabilitering Skelbækvej 2

Sønderborg:

Job og Velfærd, visitationer Ellegårdsvej 25A

Haderslev:

Visitation og Rehabilitering Skelbækvej 2

Kolding:

Senior- og Sundhedsrådgivningen Domhusgade 22

Esbjerg:

Visitation Jagtvej 37

Tønder:

Myndighed og Visitation

Den kommunale sygepleje (Toftlund, Løgumkloster, Skærbæk, Tønder Øst og Tønder Vest)

Fredericia:

Distrikt 6 Erritsø

City, Distrikt 1

Hannerup Pleje og Rehabiliteringscenter Distrikt 50

Vejlevej Distrikt 2 aften

Vejlevej Distrikt 4 vest

Vejlevej Distrikt 7 aften

Vejlevej Distrikt 8 nat

Plejecenter Hybyhus Distrikt 12, 13, 14

Hybyhus Distrikt 3

Plejecenter Madsbyhus Distrikt 15

Plejecenter Othello Distrikt 70

Plejecenter Stævnhøj Distrikt 21

Plejecenter Øster Elkjær Distrikt 18

Plejecenter Rosenlunden Distrikt 15

Plejen i Sundhedshuset Akutsygeplejersker

Plejen i Sundhedshuset Forebyggende sygeplejersker

Plejen i Sundhedshuset Palliationssygeplejersker

Plejen i Sundhedshuset Sygeplejeklinikken

Plejecenter Ulleruphus Distrikt 16

Visitationsafdelingen på Sct. Joseph

Faaborg-Midtfyn:

Myndighed

Svendborg:

Myndighedsafdelingen Svinget 14


(Kilde: Dansk Sygeplejeråd)

Ledelsen sagde ja - medlemmerne stemte nej

Sygeplejekonflikten startede tilbage i foråret, da medlemmerne af DSR stemte nej til den overenskomst, deres egen forening ellers havde anbefalet dem at sige ja til.

Siden blev forhandlingerne mellem arbejdsgiverne, i form af kommunerne og regionerne, og DSR sendt forbi Forligsinstitutionen. Her nåede parterne til enighed om en ny overenskomst, der blev sendt til afstemning blandt sygeplejerskerne.

Igen anbefalede ledelsen i DSR at medlemmerne stemte ja, men igen valgte et flertal af medlemmerne at sige nej.

Det udløste 19. juni en strejke blandt cirka 5000 sygeplejersker på tværs af hele landet.

"Hemmelig" strejke optrappes i næste uge

I den seneste opgørelse fra regionerne - som dækker til og med uge 29 (19. til 25. juli) – kan man læse, at godt 45.500 aktiviteter er blevet udskudt under konflikten. Det gælder ambulante kontakter såvel som kirurgiske indgreb.

Tallet dækker over fem ugers strejke, men er markant lavere end ved sygeplejestrejken i 2008. Her varede konflikten i alt otte uger og medførte 370.000 aflyste operationer og behandlinger.

Derfor har der også været snak om, at den igangværende konflikt er overset eller ”hemmelig”, og det har ad flere omgange fået DSR til at optrappe konflikten for at lægge pres på modparten.

På grund af spillereglerne på arbejdsmarkedet skal en optrapning dog varsles med mindst fire uger, og derfor er det først i næste uge, at de seneste ugers optrapning reelt træder i kraft.

Når dagens optrapning 31. august bliver til virkelighed, vil cirka 6200 sygeplejersker være udtaget til strejke, skriver DSR.

Det tal skal ses i lyset af, at en række sygeplejersker ikke har haft mulighed for at strejke, fordi reglerne om et nødberedskab skal sikre, at sundhedsvæsenet kan løbe nogenlunde rundt trods en konflikt.