Flertal uden om regeringen kræver karantæneregler ændret: - Det er noget pjat

Partier i Folketinget forstår ikke, at myndighederne holder fast i at anbefale 14 dages karantæne, hvis man tager en tur til Tyskland denne weekend.

Danskere, der krydser grænsen til Tyskland, opfordres til at gå i 14 dages karantæne, når de kommer hjem.

Men den opfordring bør skrottes med øjeblikkelig virkning, mener et flertal i Folketinget bestående af De Konservative, Radikale Venstre, Venstre, SF og Dansk Folkeparti.

Kravet fra de fem partier kommer, efter at Tyskland fredag åbnede grænsen for danskere tre dage tidligere end planlagt. Det var planen, at Tyskland og Danmark ville åbne grænserne til hinanden fra d. 15. juni.

Den tyske grænseåbning fredag betyder, at flere danskere er allerede begyndt at køre over grænsen.

Noget pjat

Men selvom tyskerne nu har åbnet grænsen, fraråder Udenrigsministeriet stadig alle ikke-nødvendige rejser til vores naboer i syd indtil mandag.

Det betyder, at de personer, der krydsede grænsen, opfordres til at gå i karantæne, når de kommer hjem, og det giver ingen mening, lyder det fra De Konservatives retsordfører Naser Khader.

- Det med at komme hjem og skulle i karantæne i 14 dage, fordi man har været i Tyskland de her dage, det er noget pjat, siger han til TV 2.

Naser Khader fremhæver, at smittesituationen i Tyskland og Danmark er mere eller mindre identisk på nuværende tidspunkt, og han pointerer samtidig, at det ikke gør nogen forskel at åbne allerede lørdag, når der alligevel bliver åbnet på mandag.

- Derfor kunne Udenrigsministeriet godt droppe karantænen, når nu tyskerne har åbnet grænsen, lyder det fra Naser Khader.

Retsordfører for de radikale Kristian Hegaard er enig.

- Vi må udvise noget fleksibilitet i den situation, som vi heldigvis er i nu. Der er ingen grund til at have denne her klare anbefaling, medmindre der skulle være en sundhedsmæssig grund til det.

Holder mig gerne fra andre

TV 2 har været i kontakt med Udenrigsministeriet, der ikke ønsker at stille op til interview om sagen.

I forbindelse med åbningen af tyskernes grænser fredag talte TV 2 med to danskere, der havde udnyttet muligheden for at tage ned og handle i det tyske.

De var klar til at gå i karantæne, når de kom hjem.

- De siger, at det er en anbefaling og ikke et krav, men jeg holder mig da gerne fra alle andre. Det skal ikke være noget problem. Så længe jeg har kunnet komme ned over grænsen og handle, så er jeg fint tilfreds, lød det blandt andet fra den grænsehandlende Nathja Mikkelsen.