Forsvarschef jubler efter storindkøb - nu får de travlt i Oksbøl

Forsvarschef Flemming Lentfer kalder det "en fantastisk dag for dansk forsvar."

Det danske forsvar står overfor at få nyt isenkram.

Regeringen har torsdag bebudet indkøb af nye artillerisystemer og raketkastesystemer, og den beslutning forvandler en hverdag i slutningen af januar til noget helt særligt.

I hvert fald hvis man spørger forsvarschef Flemming Lentfer, der i disse dage er på rejse for at besøge de danske soldater i Letland og Estland sammen med folketingets ordførere.

- Det er en fantastisk dag for dansk forsvar, siger Flemming Lentfer til TV 2.

Samlet pris 1,7 milliarder kroner

I et interview med TV 2 fortæller forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, at Danmark har indkøbt 19 artillerisystemer samt 8 raketkastere til en samlet pris af 1,7 milliarder kroner.

På minussiden står, at Danmark i sidste uge valgte at skibe alle Forsvarets 19 franskproducerede Caesar-haubitser, som kan sammenlignes med en langtrækkende kanon, til den ukrainske hær.

Med nyheden om det nye våbenindkøb er der skabt en form for afklaring.

- Vores soldater har spurgt "hvad skal der så ske?". Derfor er det utroligt glædeligt, at Finansudvalget har valgt at hasteindkøbe nye artilleripjecer og raketkastere til dansk forsvar, Flemming Lentfer.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har indledt forhandlinger med den israelske producent Elbit Systems om levering af ATMOS-artilleripjecer og PULS-raketkastersystemer "hurtigst muligt" og i løbet af 2023.

Nødvendigt på den moderne kampplads

Det nye artilleri går også under navnet Stalin-orgler.

Afhængig af type kan PULS affyre mellem to og 18 raketter på en distance mellem 35 og 300 kilometer. Den skal være et supplement til haubitseren med muligheden for at skyde langt ind bag fjendens linjer og som del af en såkaldt manøvrekrig.

- Begge dele er noget, vi har brug for på den moderne kampplads, hvor der ikke er nogen steder, man kan gemme sig, siger Flemming Lentfer.

I Oksbøl får de travlt allerede nu

Forsvaret forventer ifølge Lentfer at få leverancer allerede i løbet af i år.

- De får travlt ved artilleriet i Oksbøl, hvor de dels skal træne ukrainere i den nærmeste tid, dels skal gøre sig klar til at tage imod de nye systemer, siger forsvarschefen.

- De første eksemplarer af både kanon og raketkastere vil vi få at se allerede inden sommerferien, lyder Flemming Lentfers vurdering.

En slags gensyn

Selv om Forsvaret nu kan se frem til masser af nyt udstyr, er der også tale om en slags gensyn.

- Vi har haft raketkastere i dansk forsvar og artilleri frem til 2013, hvor de blev solgt, fordi den type systemer ikke var særskilt egnet til de internationale operationer, vi lavede.

Det nye indkøb er også et vidnesbyrd om, hvilken slags krig Forsvaret nu forbereder sig på at kunne kæmpe i. Og her spiller erfaringerne fra Ukraine ind.

- Nu skal vi lave kollektive forsvarsopgaver, og der er langtrækkende artilleri og raketsystemer fuldstændig afgørende på den kampplads, som vi ser for os, siger Lentfer.