Gerningsmand død i arrest - nu er 62-årigt offer også død

En 62-årig mand er afgået ved døden efter at være blevet banket af sin samlevers 18-årige barnebarn i Tønder.

En af de personer den 18-årige overfaldt, var hans mormors samlever, en 62-årig mand fra Tønder, der tirsdag er afgået ved døden af sine kvæstelser.

Den ældre herre blev søndag overfaldet med en knytnæve i ansigtet og blev herefter slået flere gange, da han lå på jorden.

- Vi bekræfter, at manden er afgået ved døden af sine kvæstelser, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten.

I løbet af søndagen overfaldt den 18-årige også en 62-årig kvinde, som han frarøvede mobiltelefon og 100 kroner, og derefter begik han indbrud i EUC Syd i Bargumsvej i Tønder.

quote

Vi bekræfter, at manden er afgået ved døden af sine kvæstelser.

Erik Lindholdt, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Gik gennem byen med vold

Den 18-årige blev fremstillet i grundlovsforhør mandag. Under forhøret var den unge mand fastspændt, da han ifølge politiet var tydeligt påvirket af stoffer og ikke sagde et ord under afhøringen.

Han blev sigtet for vold, indbrud og røveri. Ifølge JydskeVestkysten skete det første overfald klokken 13.59 i Spikergade i Tønder. Da han lå ned på jorden, fik han 20-30 slag på kroppen.

Den selvsamme 18-årige mand blev tirsdag morgen fundet død i sin celle i arresten i Esbjerg.

Politiet ved endnu ikke, hvordan den unge mand er død 

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræftede tirsdag eftermiddag, at den unge mand var fundet død samme morgen. Senioranklager Britt Ankersø siger, at politiet nu undersøger, hvordan den unge mand er omkommet, mens han var i Kriminalforsorgens varetægt.  

- I den forbindelse skal det også undersøges, om der er begået fejl i behandlingen, herunder om der er gennemført tilsyn i de fastlagte intervaller, og om man har gjort, hvad man skulle, forklarer Britt Ankersø til JydskeVestkysten.

Et ligsyn eller en eventuelt obduktion skal vise, hvad dødsårsagen er.