Glæd jer: Lørdag bliver varmest her i landsdelen

Der er god grund til at nyde weekendens sysler udendørs.

Hvis man ikke allerede er kommet i godt humør som følge af de nærmest sommerlige vejrudsigter, så kan en tur udendørs lørdag eftermiddag måske hjælpe på det.

Lun luft strømmer lørdag op over Danmark fra sydøst, og det vil give os årets hidtil varmeste dag. Temperaturerne her til morgen befinder sig på mellem tre og syv graders varme, men de vil stige hastigt i løbet af formiddagen.

Op mod 17 grader mod sydvest

Varmest bliver det over den sydlige del af Jylland, hvor temperaturen i eftermiddagstimerne kan stige til mellem 15 og 17 graders varme. I resten af landet vil termometret vise 12 til 15 graders varme - og eneste aber dabei vil være langs kyster med pålandsvind, hvor man kun vil opleve éncifrede temperaturer.

Med op til frisk vind fra sydøst, så vil det absolut føles mest behageligt, hvis man finder en lækrog.

Det meste af dagen vil solen skinne gennem højtliggende tynde skyer, som giver himlen et mælkehvidt udseende - men der er ingen steder, hvor skydækket forventes tykkere, eller hvor der kommer så meget som en dråbe regn.

Årets hidtil varmeste dag fik vi onsdag, hvor temperaturen i København steg til 15,4 graders varme.