Grædende styrmand var påvirket og på telefonen, da dansk skib blev sejlet ned og to døde

En britisk styrmand skal halvandet år i fængsel, efter han torsdag har aflagt fuld tilståelse for en kollision i farvandet ud for Bornholm.

En 30-årig britisk styrmand var alene på vagt, da det 90 meter lange britiske fragtskib Scott Carrier sidste vinter sejlede direkte ind i et dansk skib.

Og han vidste det godt.

Han havde set et skib, han mærkede et bump og et ryk - men i stedet for at stoppe, øgede han fragtskibets fart og sejlede væk fra området.

Sådan har en 30-årig britisk statsborger torsdag forklaret i Københavns Byret, hvor han med rystende stemme aflagde fuld tilståelse om, at han alene var skyld i, at det danske skib Karin Høj blev påsejlet i farvandet mellem Bornholm og Sverige klokken 03.28 natten til 13. december sidste år.

Fragtskibet Karin Høj tilhører Rederiet Høj A/S, der har base i Horsens.

At han alene var skyld i, at to danske sømænd mistede livet.

Torsdag er styrmanden dømt til halvandet års fængsel, indrejseforbud i Danmark i 12 år samt forbud mod fremover at føre et skib i dansk farvand.

Her kolliderede de to skibe. Den mørke rute er Karin Højs, mens den røde er Scot Carriers.
Her kolliderede de to skibe. Den mørke rute er Karin Højs, mens den røde er Scot Carriers.
Foto: Christioffer Hald / TV 2 Grafik og Myshiptracking.com

Uventet tilståelse

Retssagen var ikke planlagt som en tilståelsessag, men det var en sømand med tårer i øjnene og rystende hænder, der forklarede, hvordan ulykken fandt sted.

Han har også tilstået, at han var påvirket af alkohol og uopmærksom, fordi han i stedet for at holde øjnene på sejladsen var koncentreret om et lydopkald på sin tablet.

- Hvor kort før kollisionen ser du Karin Høj?, spurgte anklager Anders Larsson.

- Måske mindre end 15 sekunder før så jeg et hvidt lys på styrbord side. Jeg satte motoren på fuld bak, men det havde meget lille effekt. Og så mærkede jeg et meget tungt bump.

Scott Carrier gav et ryk.

- Jeg satte skibet på fremad for at få kontrol over skibet igen, man er nødt til at have fremdrift på skibet for at kunne styre det. Så får jeg skibet tilbage på fast kurs.

Den 30-årige talte lavmælt og med pauser, han forsøgte ikke at bortforklare, hvordan hans uopmærksomhed og ansvarsløshed kostede to danskere livet.

Fra skibets sorte boks blev hans ord umiddelbart efter kollisionen optaget.

- Oh my God, oh my God, oh my God, oh my God, optog skibets sorte boks, at han sagde for sig selv i minuttet efter kollisionen.

Kort efter kom et opkald fra den svenske kystvagt.

- Fuck me, optog den sorte boks.

Sejlede væk uden at søge i vandet

- Overvejede du at vende tilbage?, ville anklager Anders Larsson vide.

Det gjorde styrmanden ikke.

Da jeg havde fået kontrol på skibet igen, kunne jeg ikke se noget lys eller tegn på et andet fartøj. Jeg var forvirret og i panik,. Jeg indser nu, at jeg burde have standset helt, sagde styrmanden.

- Tænkte du, at der kunne have været en ulykke med mennesker involveret?

- Jeg tænkte på det, ja. Men jeg kunne ikke se noget.

En sømand mangler stadig

Efter søfartsmyndighederne nåede frem til det kæntrede skib, blev det trukket ind på lavere vand. Dykkere blev sendt i vandet, og inde i skibet blev den ene sømand fundet. Den anden sømand var der ikke, han er fortsat savnet, men alle er enige om, at han også er død.

Begge afdøde sømænd var i faste parforhold, til sammen har de fem efterladte børn.

Torsdag fyldte de efterladte familier alle pladser på retssalens to tilhørerrækker, og inden retsmødets begyndelse gav flere af de pårørende udtryk for, de gerne ville vide, hvordan den tiltalte kunne finde på at sejle fra kollisionen. Så han virkelig ikke noget? Mærkede han ikke ulykken?

Hvordan kunne det ske?

Et planlagt sving

Ifølge oplysninger fra kystvagten, skibets sorte boks og anden dokumentation, sejlede de to skibe begge samme retning. MV Scott Carrier sejlede med 12 knob, Karin Høj med 6.

På et tidspunkt skulle Scott Carrier foretage en kursændring, og styrmanden indtastede den nye kurs i skibets styresystem - herefter fortsatte Scott Carrier på autopilot, men med en ny kurs og et sving på 30 grader pr. minut, der førte det direkte ind mod Karin Høj.

Han tastede den nye kurs ind, men han så ikke yderligere på skibets navigationssystemer. Han så ikke på radarskærmene, han så ikke ud af vinduerne. Det havde han gjort tidligere, og han havde ikke set andre skibe.

Alt var forkert

Han orienterede sig ikke, fordi han var optaget af et opkald på sin tablet. Det havde han været i en halv times tid, det var et opkald med en person, han ikke kendte - gennem en app.

Han så ikke på søkortene, han så ikke ud af vinduerne. Han så på sin tablet i forbindelse med opkaldet.

Ifølge rederiets retningslinjer burde han ikke have været alene i skibets styrehus. Men det var han.

Han burde ikke have drukket alkohol - men det gjorde han. Blodprøver viste, at han på kollisionstidspunktet havde en promille på 1,15.

Han burde have passet sit job som styrmand og set ud af vinduerne, holdt øje med søkort og radarsystem, orienteret sig på skibets navigationsskærme. Men det gjorde han ikke.

Skibets automatiske alarmsystem burde have advaret om kollisionen. Men alarmsystemet var slået fra.

Undskyld, undskyld

- Jeg vil gerne sige hvor ked af det, jeg er, sagde styrmanden henvendt til de afdøde sømænds familier og venner, da han fik muligheden for at tage ordet inden retten afsagde sin dom.

- Jeg skammer mig over min uprofessionelle adfærd i timerne op til. Jeg er så ked af det, gentog han.

Efter kun 20 minutters votering vendte sagens dommere tilbage, og straffen blev, som både forsvarer og anklager havde procederet for.

Halvandet års fængsel, indrejseforbud i Danmark samt forbud mod fremover at føre et skib i dansk farvand.

Desuden skal styrmanden betale 50.000 kroner til alle fem efterladte børn og den ene efterladte hustru.

- Du sejlede videre...

I sin begrundelse for dommen var retsformanden klar. Han henviste til at styrmanden havde tilstået alt.

- Det kan vi godt forstå. Med det, vi har hørt, så er der ingen tvivl om, at det er du.

Retten lagde også vægt på, at der havde været alle muligheder for at undgå ulykken. Desuden var han alkoholpåvirket og uopmærksom, fordi han stod og talte med en person, han ikke kendte, over et opkald.

- Du sejlede videre efter kollisionen, og to personer afgik ved døden, sagde retsformanden.

Forbrydelsen var alvorlig, og derfor er straffen halvandet års fængsel.

- Det er lang tid for en ung mand, men to personer er døde på grund af din uagtsomhed, sagde retsformanden.

Styrmanden, der har siddet varetægtsfængslet siden ulykken, valgte at modtage dommen.