Gravhøj plyndret, men ingen ved, hvad der gemte sig i den

Ukendte gerningsmænd har begået indbrud i en gravhøj i Hedensted. Det er meldt til politiet, og det formodes, at gravhøjen er blevet plyndret.

Ukendte gerningsmænd har for tre dage siden begået indbrud i en gravhøj i Hedensted, og det formodes, at indbruddet er sket for at plyndre gravhøjen. Nu er indbruddet meldt til politiet.

Det er bestemt ikke første gang, at danske gravhøje rammes af indbrud.

- Der er 86.000 gravhøje i Danmark, og gravhøjen i Hedensted er ikke udgravet. Det er en vigtig gravhøj, men ikke en af dem, hvor det er blevet vurderet, at den skulle udgraves. Så vi ved ikke, hvad der er i gravhøjen, hvor en betydningsfuld mand formentlig er begravet. Men vi formoder, at gravhøjen er blevet plyndret, siger Steffen Ejstrup, presserådgiver i Slots- og Kulturstyrelsen til TV 2. 

Gravhøjen ved Hedensted har aldrig før været åbnet, så man ved ikke, hvad gerningsmændene har taget.
Gravhøjen ved Hedensted har aldrig før været åbnet, så man ved ikke, hvad gerningsmændene har taget.
Foto: Moesgaard Museum

Styrelsen har meldt indbruddet til Sydøstjyllands Politi, oplyser man i en Facebook-opdatering.

- Gennem et lille mandehul i gravhøjens overflade er højen blevet udgravet, og skaderne er ret betydelige. Sagen er meldt til Sydøstjyllands Politi, der kan kontaktes på tlf.: 8731 1448, hvis man har set noget mistænkeligt ved eller i nærheden af gravhøjen, skriver Slots- og Kulturstyrelsen.

Flere indbrud

Det formodes, at gravrøverne har fået et udbytte af indbruddet.

- Gravhøjen ved Hedensted er en velbevaret gravhøj fra oldtiden (cirka 1.700 f.Kr. - 500 f.Kr.). Den er cirka 15-19 meter i diameter og over 3 meter høj og dermed en ret betydelig gravhøj. Da gravhøjen ikke tidligere har været udgravet, er det sandsynligt, at gravrøverne har fået fingrene i nogle af de gravgaver, som den døde fik med sig i graven, skriver Styrelsen.

Ifølge styrelsen er der indenfor de seneste år sket flere gravrøverier.

- Det er desværre ikke første gang, at en gravhøj er blevet udsat for indbrud. Også ved Grindsted og i Vendsyssel har der været gravrøvere på spil de seneste to år, skriver styrelsen.