Hun var sød, deres lille niece. Så sød at Mette Milans mand ikke kunne lade være med at tale om hende på vej hjem i bilen efter deres barselsvisit.

- Ej, sådan en lille mus der… det kunne også være, at vi snart skulle kigge lidt på det?, sagde han.

Havde hun sagt "ja skat", havde de nok gjort det.

De var i midten af 20'erne og havde kendt hinanden i snart 10 år. Men ingenting i Mette Milan sagde ja.

Det hele slørede. Og det begyndte at prikke i hendes krop. Først i fødderne, så i benene og armene. Hendes tunge blev slap, og hun hev efter vejret.

- Skat?, sagde Kenneth og holdt ind til siden.

Mette Milan var sikker på, at det var en blodprop. Men reaktionen i hendes krop skyldtes noget helt andet.

For hun havde et angstanfald. Et ret voldsomt et.

Det blev udløst af alle de tanker, der skyllede ind over hende, da hendes mand i det øjeblik faktisk virkede lidt klar til børn.

Hvordan skulle hun få ham til at forstå, at hun virkelig ikke ville? Var det nu, hun skulle miste ham?

Lyst er nok

Dengang var Mette Milan 25 år. I dag er hun 34. Og mange tænker, at hun må hade børn, siden hun ikke selv vil have nogen. Eller at det er, fordi hun har haft en "helveds lortebarndom", som hun siger.

Men ingen af delene er tilfældet.

Som alle andre har hun leget "far, mor og børn" og er blevet fodret med dukker som lille.

Hun er også "mega moster", der har børnebilleder af sine nevøer og niecer i reolen, laver børneopsparing til dem og har dem overnattende hver torsdag på skift.

Men det er noget andet.

Mette Milan har ikke lyst til at få sine egne børn. Det har hun aldrig haft. Og det er grund nok, slår hun fast i TV 2 Play-serien 'Lady før baby'.

Her følger et tv-hold hende op til det ultimative fravalg af børn. Eller det ultimative tilvalg af sig selv kunne man også sige?

For siden sine 20'ere har Mette Milan været fast besluttet på, at hun ville steriliseres.

18. marts 2021 skete det.

Møder man hende, er det tydeligt, at det bare ikke kunne være anderledes. Og der er ikke ét spørgsmål, som hun ikke har fået og taget stilling til før.

For der meget at forklare – og forsvare – når det, der føles helt rigtigt for én, er kontroversielt for så mange andre.

Hader du børn, eller hvad?

Mette Milan var omkring 19 år, da det gik op for hende, at hun faktisk godt måtte sige det højt.

Hun var flyttet hjemmefra, begyndt på lærerseminariet og kom på hold med ældre kvinder, der havde børn.

- Skal jeg det?, spurgte hun sig selv. Og en dag slog det hende.

- Næ, hvorfor? Det er bare så normalt, at man føler, man skal sige: "Når jeg bliver stor, så skal jeg have børn". Men der er aldrig noget i mig, der har haft lyst. Der er helt slukket, siger hun.

Derfor begyndte Mette Milan at sige nej, når andre spurgte hende om børn.

"Nåh, men du er jo ung," sagde folk.

"Det kommer, bare vent og se".

"Selvfølgelig skal du det".

Da hun fik sit første job som lærer, tog spørgsmålene til.

"Hvis du arbejder med børn, så skal du da også have børn," sagde de nu.

"Hader du børn eller hvad?".

- Jeg hørte om forældre, der decideret bagtalte mig nede i Brugsen, fordi de var meget, meget forundrede over, at jeg ikke ville have børn, når jeg var lærer. For den slags hang jo sammen, siger Mette Milan.

Folk var målløse. Mange ville også diskutere. Og de holdt sig ikke tilbage.

"Vil du ikke have indhold i dit liv?"

"Hvad vil du gøre, når du bliver gammel?"

"Er du ikke bange for at blive ensom?"

Da hun blev gift i en alder af 26, blev det endnu værre. "Tillykke! Hvornår skal I have en lille én?".

Spørgsmålene kom fra kollegerne på lærerværelset, til sammenkomster og fester med bekendte. Og Mette Milan var ved at blive idiot.

Derfor skabte hun i en periode et svar, der ikke var rigtigt.

Medlidenhed i stedet for afsky

Det ligger ellers ikke til Mette Milan ikke at sige tingene ligeud. Siden hun var en lille pige, har hun været en bestemt dame.

Faktisk kan hun nærmest ikke holde sin mening inde, når hun føler, hun har en valid grund til at sige den højt.

- Men jeg orkede ikke de samme spørgsmål. Til sidst var jeg ved at give helt op i det, siger Mette Milan.

- Og jeg fandt ud af, at hvis jeg sagde: "Jamen jeg kan ikke få børn", så blev folk stille, siger hun.

Så fik hun medlidenhed i stedet for afsky, og så blev der ikke snakket mere om det.

Det gav ro, men den landede ikke der for Mette Milan selv. Og da folk omkring hende begyndte at få børn, fik hun bekræftet sine værste anelser.

Vil leve sit eget liv

Selvom hun beskriver sine tætte veninder som gode forbilleder, var der ingenting af det, de fortalte, som hun havde lyst til at opleve.

Nætterne, hvor junior ikke ville sove. Tigerspringene, når de var kropumulige. Den hjemmelavede hirsegrød. Niksen, tænkte hun bare.

- Jeg elsker at passe børn, og jeg elsker dobbelt så meget at aflevere dem igen, siger Mette Milan.

- Jeg har kæmpe respekt for forældre. Det er verdens hårdeste job. Men jeg kunne slet ikke rumme det i mit system, hvis jeg skulle have en hverdag, der var dikteret af børn, fortsætter hun.

Mette Milan var allerede i starten af sine 20’ere fast besluttet på, at hun skulle leve sit eget liv.

Hun har oplevet, hvordan hun både blev glemt og nedprioriteret, når hendes bekendte fik børn. Pludselig føltes det som om, hun skulle ses med "nogens mor" i stedet for at ses med den veninde, hun plejede at have.

Og selvfølgelig har Mette også oplevet mødre, der var cool. Det er dem, hun i dag selv passer børn for.

- Men jeg har bestemt også oplevet, at det bare var "pyller, pyller, pyller", siger hun.

Sådan ville hun for alt i verden ikke selv blive. Og følelsen blev mere og mere fysisk i hendes krop.

Den indre lyst

Siden teenageårene har Mette Milan kæmpet med angst, og fordi hun havde så lidt lyst til at få børn, blev det en decideret frygt for hende at blive gravid.

En af de største triggere var, hvis hendes menstruation ikke kom til tiden. Så ventede der dage med paniske tanker og den ene graviditetstest efter den anden.

Faktisk har hun slet ikke i tal på, hvor mange hun har købt gennem livet.

Det var det samme, der skete i bilen den dag efter barselsbesøget. Og var Mette Milan ikke sikker på sin beslutning inden, så blev hun det der.

- Når jeg har reageret på den måde ved bare at tænke på børn, så får man respekt for det. Så er det ens indre lyst, der siger: "Det her det dur ikke. Det skal du ikke Mette".

Derfor følte Mette Milan også, at hun måtte træffe et valg. Både for sin egen skyld. Og for sin mands.

Han skulle vide, at han delte sit liv med en, der virkelig mente det, når hun sagde, at hun ikke ville have børn.

- Jeg ville aldrig nogensinde tvinge ham.

For 35-årige Kenneth havde det aldrig været en stor drøm at få børn. Han havde bare tænkt: "Det skal man da".

Når Mette Milan tidligere havde luftet sine tanker, var hans svar: "Jamen skat, det tager vi, som det kommer. Jeg vil heller ikke nu."

Men efter barselsbesøget havde de ikke talt om det længe. Han var chokeret over, at en snak kunne føre til den reaktion og ville ikke presse hende, så det skete igen.

Mette Milan vidste dog, at kom han en dag og sagde, at han var klar til børn, måtte de tage en alvorlig snak. Og så måtte han træffe et valg.

- Jeg elsker ham så meget, at jeg ville dø uden ham, men jeg ville aldrig nogensinde tvinge ham til at gå glip af det i sit liv, hvis det var det, han ville, siger hun.

Men Kenneth kom aldrig og sagde, at han var klar til børn. De seneste fem år har han omvendt sagt til sin kone, at det var godt, hun stod fast.

For i dag nyder han også friheden til at gøre, hvad han vil. Gå på jagt, drikke en øl med vennerne eller sove længe.

- Nu er vi meget fælles om at have passet skønne unger og aflevere dem igen. Så kigger vi på hinanden og siger: "Hold kæft, vi har et fedt liv", siger Mette Milan og smiler.

Men til trods for det føltes det alligevel vildt at fortælle sin mand, at hun gerne ville steriliseres. Det var meget større end noget, Mette Milan havde sagt før.

Da hun endelig gjorde det, forstod han, om end han syntes, det var lidt voldsomt.

Kenneth mente, at hun skulle vente lidt. Det samme gjorde den læge og gynækolog, som kunne sende den dengang 25-årige Mette Milan videre i systemet. De mente, hun var for ung til at tage så stor en beslutning.

Derfor var hun 32, før det lykkedes at blive henvist til sterilisation. Og det var først under optagelserne til dokumentaren sidste år, at hun mødte en læge, der efter deres snak konkluderede, at sterilisation var det rigtige for Mette Milan.

Da han sagde det, var det som om, hendes valg endelig føltes "lovligt".

- Jeg behøvede ikke hans ord for at gøre det. Men jeg har manglet respekten og accepten fra en fagperson. Den har jeg ikke kunnet få nogle steder, siger hun.

Da sterilisationen rykkede tættere på, vidste Mette Milan også, at hun måtte fortælle det til sine forældre.

Mit liv, mit valg

Altid har de vidst, at deres datter ikke havde lyst til at få børn. Men det var alligevel noget andet, da hun sagde, at hun ville steriliseres.

- Så er det jo helt slut?, sagde hendes mor trist. Og Mette Milan måtte give hende ret.

- Men det skal I heller ikke gøre for vores skyld, fortsatte hendes mor så.

Hun forstod godt, at børn ikke passede ind i deres liv. For i morens øjne er Mette og Kenneth “frihedsmennesker”.

Men alligevel er der dog ingen tvivl om, at Mette Milans forældre gerne ville have haft børnebørn. Det ved hun.

- Men de ville ikke have børnebørn på bekostning af mit liv eller min lyst. For det er jo ikke dem, der skal være forældre igen. Det er mig. Så de har accepteret det, og det synes jeg faktisk er ret flot, siger Mette Milan.

Men hvordan har du sluttet fred med, at du aldrig kommer til at give dem det?

- Lige der er jeg iskold. Jeg kan da godt forstå min mors sorg. Men det er jeg virkelig ligeglad med. Det er mit liv, og det er mit valg, og hvis de sad og græd ude foran mit vindue hver dag og sagde: "Please, vil du ikke nok få børn?", ville jeg stadigvæk sige nej.

På den måde er Mette Milan ret ligeglad med, hvad andre tænker om hende.

- Jeg giver zero fucks, siger hun.

Men det ville alligevel være løgn, hvis Mette Milan sagde, at det ikke påvirkede hende, da operationen nærmede sig.

Skal aldrig være mor

Det var ikke selve sterilisationen, der gjorde Mette Milan nervøs. Det var narkosen.

Men ellers var hun glad og spændt, den morgen hun vågnede og satte kursen mod Sygehus Sønderjylland.

Kenneth kørte hende derind, og mens hun blev opereret, drømte hun, at de to var på Gran Canaria.

- Og lettelsen da jeg vågnede, glemmer jeg simpelthen aldrig, siger Mette Milan.

Hun var knapt nok inde på opvågningsstuen, før hun udbrød: "Hold kæft, jeg er glad". Og selvom hun ikke var forberedt på, at der ville komme tårer, pressede de sig på.

Det var stort. Det, der havde været undervejs i mere end 12 år, var sket.

Nu skulle hun aldrig være nogens mor. Hun behøvede ikke nogensinde igen bekymre sig om, hvorvidt hun kunne risikere at blive det.

- Det var virkelig sådan, at jeg havde sommerfugle i maven, så glad var jeg. Det er jeg stadigvæk, når jeg tænker på det. Det er simpelthen bare så beroligende, siger hun.

Hun ser sterilisationen som en "kæmpestor fed p-pille uden hormoner". Som en gave.

- Det virker forever. Tænk at to små snit kan give sådan en kæmpe lettelse, siger hun.

Og tilfældigvis har operationen efterladt et lille ar med en vild symbolik.

Et liv minus børn

På Mette Milans højre lysken sidder i dag et lille minus.

- Helt seriøst, jeg er pissestolt af det minus!, udbryder hun.

Minus børn betyder det. Og for Mette Milan er det ikke et mærke af skam.

- Det er fandeme et statement på, at jeg har overtaget mit eget liv, og at jeg bestemmer over det. Jeg synes, det er flot at lytte til sig selv på den måde, siger Mette Milan.

Hvis folk spørger, vil hun stolt sige, at hun er blevet steriliseret. Hun synes faktisk, det er "pisse fedt", som hun siger.

Mette Milan er da heller ikke bekymret for de reaktioner, hun kan få for nu at stille sig frem foran hele Danmark.

Faktisk er svarene på alle spørgsmål blevet så indstuderet en del af hende, at hun føler sig forberedt. Og hun har også fundet ud af, at der er ligesindede derude.

For der er kvinder, der takker og roser hende for at tale højt om sterilisation på Instagram. Og forældre der skriver, at hvis de havde vidst, hvor hårdt det rent faktisk var at have børn, så havde de aldrig fået dem.

Men er du virkelig aldrig bange for at fortryde?

- Jeg ville være endnu mere bange for at være blevet gravid, få barnet og så fortryde, at jeg fik det. Se, det er noget, jeg ville fortryde, siger hun og understreger:

- Jeg fortryder ikke, og jeg kommer aldrig til at fortryde. For jeg har truffet et valg, og jeg er opdraget med, at så er det sådan, det er. Hvis jeg en dag sidder og hyler over, at jeg mangler indhold i mit liv, må jeg skabe det.

Sker det, ringer hun efter sine niecer eller nevøer. Måske kan hendes tre katte få selskab af en hund? Hun kunne blive plejemor eller vende tilbage til jobbet som lærer, som hun har sagt farvel til for at blive selvstændig.

- Man er jo ansvarlig for sit eget liv, og man er ansvarlig for, hvem man har i sit liv. Så må man sørge for at have mange andres børn omkring sig, der har tid til én, siger hun.

Muligheden for at få et barn findes også stadig, da Mette Milan trods sterilisationen har sin livmoder og danner æg, der kan befrugtes gennem fertilitetsbehandling.

Men hun kommer aldrig derhen, det er hun sikker på.

Er du oprigtigt ikke bange for, at der ikke vil komme nogen og besøge dig på plejehjemmet, når du bliver gammel?

- Det er jo ikke sikkert, at der var nogen, der ville gøre det, selv hvis jeg fik børn. Der sidder mange ensomme på plejehjemmet med syv børn og 12 børnebørn, som aldrig får besøg.

- Jeg tror altid, der vil være nogen, der kan tage sig af en, hvis man vælger at investere i det. Og så tror jeg på, at der er en mening med alt, der sker. Det er mit mantra.

Faktisk står det tatoveret på hendes ene håndled. Som en ægte tatovering. Og selvom Mette Milan endnu ikke har fundet den præcise grund til, at hun aldrig har haft lyst til børn, så har hun en idé om, hvad hun kan tænke tilbage på, når hun en dag ender på det plejehjem.

- Jeg tror, det er fordi, jeg skal leve mit liv og være mig, siger hun.

Derfor nyder Mette Milan også, at hun har skabt sit eget drømmeliv på 2,5 hektar jord uden for den lille sønderjyske by Gram. I et gult hus omkranset af grantræer så langt øjet rækker.

- Det ér mit drømmeliv. Et liv uden børn, lige her, med min business og en mand, jeg elsker.