Hundredevis af job nedlægges i vindmølleproduktion

Når Siemens Gamesa fyrer, risikerer det at ramme hele Europas grønne ambitioner, mener aktieanalysechef.

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa vil nedlægge 800 stillinger i Danmark.

Fyringerne sker som en del af et strategiprogram. Det fremgår af en pressemeddelelse fra det spansk-tyske selskab.

I alt skal 2900 stillinger nedlægges globalt. Heriblandt 475 stillinger i Spanien, 300 i Tyskland og 50 i Storbritannien.

Siemens Gamesa har ifølge virksomhedsregisteret CVR omkring 5900 ansatte i Danmark, og firmaets danske hovedkvarter er i Brande.

Siemens Gamesa har over 5.000 ansatte på sine fire lokationer i Danmark: Vejle, Esbjerg, Aalborg og Brande, hvor firmaets danske hovedkvarter ligger.

Ved ikke, hvem der ryger

Til Finans.dk oplyser Siemens Gamesa, at der endnu ikke er et overblik over, hvor henne i Danmark, der skal skæres stillinger væk.

Desuden betyder beslutningen ikke nødvendigvis, at 800 medarbejdere mister deres arbejde. Typisk kan firma nedlægge stillinger uden at fyre lige så mange ved eksempelvis at lade være at genbesætte, når en medarbejder siger op.

Nedlæggelserne sker som "næste skridt" i en del af et strategiprogram, der skal "udfolde selskabets fulde potentiale" og øge virksomhedens vækst.

- Det er aldrig nemt at tage sådan en beslutning, men nu er det tid til at tage afgørende og nødvendige handlinger for at vende virksomheden og sikre en bæredygtig fremtid, siger Jochen Eickholt, administrerende direktør i Siemens Gamesa, i pressemeddelelsen.

En tragedie for den enkelte, et problem for de mange

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef ved Sydbank, er fyringsrunden hos Siemens Gamesa noget, der må få politikerne til at klø sig i håret.

Selskabet er nemlig den største aktør inden for opførelsen af havvindmølle i Europa, og derfor er en nedskalering af Siemens Gamesa også en nedskalering af mulighederne for at sætte møllerne op, mener aktieanalysechefen:

- Det her er en tragedie for de involverede mennesker, men det er også en nedskalering af den produktionskapacitet, der er. Hvis vi i Europa har nogle mål om vindmøller, så rykker de mål længere ud i fremtiden, siger Jacob Pedersen til TV 2.

Alligevel mener Jacob Pedersen ikke, at der er nogen vej uden om fyringerne. Siemens Gamesa har - ligesom store dele af vindmøllebranchen - tabt enorme summer de seneste år, hvilket ikke mindst skyldes tårnhøje råvarepriser og en tilspidset situation i transportsektoren.