I dag bliver den danske Tour-rute præsenteret

​​​​​​​Knapt et år efter annonceringen af Danmark som Tour de France-vært bliver detaljerne for hver etape præsenteret i dag i Vejle.

Tirsdag eftermiddag kan den præcise planlægning frem mod Tour de France 2021 endelig begynde både for cykelryttere og cykelfans.

På et pressemøde i Vejle bliver de tre danske etaper nemlig præsenteret kilometer for kilometer.

Allerede nu står det klart, hvor etaperne starter og slutter – men efter tirsdagens præsentation vil det stå klart, præcist hvor rytterne skal køre, og hvor der eventuelt vil være indlagte spurter og bjergpoint at køre om.

Her på sport.tv2.dk dækker vi præsentationen af de danske Tour-ruter minut for minut i en liveblog.

Pressemødet begynder klokken 13, men indtil da må vi nøjes med de informationer, der blev præsenteret for næsten et år siden, da Danmark udråbt som Tour-vært i 2021.

Første etape: 13 kilometer

  • Start og mål i København
  • En flad rute i centrum
  • Rytterne kommer forbi flere historiske bygninger

Anden etape: 190 kilometer

  • Starter i centrum af Roskilde
  • 18 kilometer på Storbæltsbroen giver muligheder for sidevind
  • Slutter i Nyborg
  •  

Tredje etape: 170 kilometer

  • Starter i Vejle
  • Brede veje med få forhindringer
  • Slutter i Sønderborg
  • Lufthavn fem kilometer fra mållinjen

I forhold til tredje etape ligger det fast, at rytterne ikke skal køre op ad Kiddesvej i Vejle. Den stejle vej har adskillige gange udgjort afslutningen på kongeetapen i Danmark Rundt, men da Tour de France-feltet skal starte i Vejle, er stigningen fravalgt.

- Vejle vil gerne have det. Men det giver ingen sportslig værdi, fordi den ville ligge så tidligt på etapen, at rytterne nærmest ikke vil opdage, at de kører opad, medmindre de taber kæden, har Alex Pedersen, der er direktør for det danske Tour-selskab, sagt til Politiken.

Løbsdirektør Christian Prudhomme er til stede på tirsdagens pressemøde sammen med en lang række danske politikere.