Idrætsordfører: - Det har været et uskønt forløb

Der hviler et enormt ansvar på DHF, lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S).

En uge efter at Norge trak sig som EM-vært, ligger det nu fast, at Danmark bliver vært for mesterskabet, som udelukkende bliver spillet på dansk grund.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har siden mandag den 16. november haft godt to uger til at sikre turneringens afholdelse og tilkendegav efter et krisemøde i weekenden, at de arbejdede videre med afholdelsen, selvom regeringen og myndighederne endnu ikke havde givet svar på, hvorvidt det sundhedsmæssigt var forsvarligt.

Det er kommet nu, og der er givet grønt lys til, at Danmark inviterer de 16 europæiske nationer til Herning og Kolding.

Det skriver kulturminister Joy Mogensen (S) på Facebook.

Protokoller blev strammet

Hun fortæller, at DHF's coronaprotokoller er blevet vurderet og strammet for at sikre EM.

- Det er ikke nemt at afholde store internationale begivenheder midt i en global sundhedskrise. DHF har fuldt fokus på en stram protokol, og der hviler et enormt stort ansvar på DHF’s skuldre for at afholde EM så forsvarligt som muligt og med fuld overholdelse af reglerne i protokollen. Sundhedsmyndighederne kommer også til bidrage med yderligere rådgivning omkring afholdelse af turneringen.

Beslutningen glæder Venstres idrætsordfører Sten Knuth.

- Det er skønt. Jeg er meget tilfreds. Både i forhold til protokollerne, men også fordi vi får et EM. Det er det ypperste, man kan komme i nærheden af, og det holder man i Danmark. Det bringer håb, også i den tid vi lever i, siger han til TV 2 SPORT.

Forskellige regler i Danmark og Norge

Oprindeligt delte Danmark værtskabet med Norge, men på grund af stramme coronarestriktioner og forskellige regler i Norge og Danmark meddelte det norske håndboldforbund den 16. november, at det ikke kunne afholdes i Trondheim.

Det var ellers to grupper, en mellemrundegruppe samt finaleweekenden, der skulle afvikles i den norske by.

Forinden blev Frederikshavn også frataget sit værtskab på grund af restriktionerne i Nordjylland, hvor flere nordjyske kommuner blev lukket ned efter spredning af smitte blandt mink.

Selvom de lokale restriktioner blev droppet torsdag i sidste uge, kommer Frederikshavn ikke til afholde kampe alligevel. I stedet er det Herning, som skal være vært for to grupper og en mellemrunde, mens Kolding altså nu kommer til at tage sig af de to andre grupper.

Halvandet års arbejde på 16 dage

Med 16 dage til EM-starten den 3. december fik DHF voldsomt travlt efter Norges nej.

Et hav af problemer og udfordringer skulle løses. Et mesterskab, som normalt tager halvandet år at planlægge, skulle klares på godt to uger.

Det europæiske håndboldforbund og DHF håbede i første omgang på at have et klart svar dagen efter Norges nej, men indså samme dag, at det var umuligt på så kort tid.

- Vi havde troet, vi kunne komme med en udmelding i morgen. Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror nærmere, det bliver sidst på ugen, sagde formand Per Bertelsen til TV 2 SPORT.

Udover en række coronaprotokoller - og en decideret boble til afskærmning af holdene - for at sikre afviklingen på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde skulle økonomien sikres. Den kunne DHF ikke stå alene med.

- Uskønt forløb, siger idrætsordfører

Søndag meldte DHF sig klar og agtede at fortsætte arbejdet, som om EM allerede var en realitet.

Forinden havde kulturminister Joy Mogensen (S) og partiernes idrætsordførere holdt møde og tilkendegivet, at de bakkede op om et EM i Danmark, men at det - selvfølgelig - skulle afvikles på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

Søndag var de endnu ikke kommet frem til en konklusion.

- Nu kan vi ikke vente længere, og derfor må vi arbejde videre, til det modsatte er bevist, sagde Per Bertelsen søndag.

Dagen inden udtalte han, at han mistænkte politikerne for at trække tiden for at presse DHF til at træffe beslutningen, så de selv slap for at gøre det.

I sidste ende vendte regeringen og myndighederne altså tommelfingeren opad, så EM kan skydes i gang den 3. december.

- Forløbet, vi har været igennem, har vist, at det bare ikke har været lige ud ad landevejen, siger Sten Knuth.

- Jeg har presset på hele weekenden for at få et svar. Jeg synes, det har været et meget uskønt forløb i forhold til DHF, som har knoklet røven ud af bukserne for at få det til at køre.

- Vi har ikke kunnet være bekendt at trække beslutningen.